Nytårskur for ukrainske borgere

Publiceret 23-01-2026

Vallensbæk Kommune har igen i år inviteret alle ukrainske borgere til en fælles nytårskur og gav denne gang en særlig introduktion til foreningslivet i kommunen.

Mand i jakkesæt står foran en forsamling siddende mænd, kvinder og børn og holder tale ud fra et papir.
Borgmester Henrik Rasmussen holdt tale til nytårskuren, som i år blev holdt i Vallensbæk Vand- og Idrætsby.

Tirsdag aften blev der dækket flot op i Café Trophies i Vallensbæk Vand- og Idrætsby, da Vallensbæk Kommune afholdt nytårskur for en særlig målgruppe. 55 ukrainske borgere mødte op af de i alt 146 ukrainere, som kommunen har taget imod, siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022.

For langt de fleste ukrainere forløber tilpasningen til den nye hverdag og integrationen til det danske samfund godt. Foreningslivet i Vallensbæk er en god måde at finde inkluderende fællesskaber, og netop derfor havde kommunen valgt at lægge nytårskuren i Vand- og Idrætsbyen.

En del af vores lokalsamfund

Til nytårskuren talte borgmester Henrik Rasmussen blandt andet om de mange gode eksempler på vellykket integration her i Vallensbæk.

- Det er en stor fornøjelse at se, hvordan rigtig mange af jer og jeres børn er faldet godt til her i Vallensbæk. Og jeg ser allerede frem til at se det næste skridt ind i fællesskabet, hvor I finder jeres egen bolig i vores kommune. Jeg er sikker på, at I vil blive budt velkommen uanset, hvor I Vallensbæk, I vælger at slå jer ned, sagde borgmester Henrik Rasmussen.

Herefter blev ukrainerne både inviteret med på rundvisning i den nye svømmehal, og flere af børnene udnyttede også de nyetablerede legeområder lige udenfor caféen.

Personer går i rum med fliser med blå futter.
Til arrangementet blev ukrainerne også vist rundt i den nye svømmehal.