Undervisningsminister fremhæver Vallensbæk som foregangskommune for erhvervspraktik

Publiceret 06-02-2026

Vallensbæk Kommune havde torsdag besøg af undervisningsminister Mattias Tesfaye, som ville høre mere om kommunens mangeårige indsats for erhvervspraktik for folkeskoleelever.

En gruppe af mænd smiler og griner af den ene, som taler og gestikulerer samtidig.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye var meget interesseret i at høre om Vallensbæks særlige indsats for erhvervspraktik i folkeskolen. Han mener, at andre kommuner kan hente inspiration her.

Under besøget i Vallensbæk Vand- og Idrætsby fremhævede ministeren Vallensbæk som en foregangskommune, fordi kommunen allerede i skoleåret 2015/16 gjorde erhvervspraktik obligatorisk – længe før det blev et nationalt krav fra august 2025.

I Vallensbæk har eleverne som minimum en uges erhvervspraktik, og praktikperioden kan placeres fleksibelt i løbet af skoleåret, så den passer bedst muligt til både elev og virksomhed. Elever, der har brug for støtte, får hjælp fra uddannelsesvejledere og kommunens erhvervsguide, som også samarbejder tæt med lokale virksomheder om praktikpladser, fritidsjob og erhvervsrettede forløb.

Besøget satte også fokus på det lokale erhvervslivs rolle. Elektrikerfirmaet Kontakt deltog i besøget repræsenteret ved overmontør Sebastian Frederiksen og erhvervspraktikant Hassan Abdulmajeed, som i denne uge er i praktik hos virksomheden. Til daglig går Hassan i 9.B på Egholmskolen i Vallensbæk.

Indsatser giver konkrete erfaringer

Vallensbæk Kommune arbejder helhedsorienteret med at styrke elevernes kendskab til arbejdsmarkedet gennem blandt andet praktikforberedelse, netværksarbejde, praktikcafé, MiniSkills, Hackathon-forløb og erhvervsrettede temaaktiviteter. Indsatsen skal give alle unge konkrete erfaringer og et bedre grundlag for at vælge uddannelse og vej videre i ungdomslivet.

Kommunen har siden 2015 løbende udviklet indsatsen i tæt samarbejde med skoler, forældre og lokalt erhvervsliv – med målet om at give alle elever de bedste muligheder for at finde deres vej videre i uddannelse og job.

- Det er rigtig vigtigt, at vores unge elever lærer, at det har lige så stor værdi at have kloge hænder som at være højt bogligt begavet. I erhvervspraktikken får de både mulighed for at prøve sig selv af, og de lærer af nogle dygtige fagfolk på samme tid. På den måde bliver de i stand til at træffe nogle kvalificerede valg for deres uddannelser i fremtiden, siger borgmester Henrik Rasmussen.