Særligt udvalg for Ungekulturhus og Multisal

Publiceret 03-02-2026

Nu er der taget endnu et skridt hen imod virkeliggørelsen af det kommende Ungekulturhus og Multisal i Vallensbæk.

Ung kvinde i forgrunden med en guitar, i baggrunden en trommeslager
Det nye Ungekulturhus skal både rumme kulturliv og foreningsliv. Foto: Colourbox

Det nye Ungekulturhus skal være et samlingspunkt for unge, foreningsliv og kulturliv. Derfor har kommunalbestyrelsen på sit møde den 28. januar besluttet at nedsætte en ny styregruppe i form af et såkaldt §17, stk. 4 udvalg. På den måde sikrer man på et meget tidligt tidspunkt i processen, at der er tæt forbindelse mellem selve udviklings- og byggeprocessen, og de der skal bruge faciliteterne.

Bredt sammensat gruppe

I den nye styregruppe sidder fire unge borgere (to under 18 år og to mellem 18-25 år) som repræsentanter for ungdommen samt en repræsentant fra hvert af kommunalbestyrelsens partier. Desuden sidder også lederne af henholdsvis Musikskolen, Ungdomsskolen, Vallensbæk Vand- og Idrætsby og en repræsentant fra Vallensbæk Amatørteater. Borgmester Henrik Rasmussen er styregruppens formand.

Et levende hus

Målet med ungekulturhuset og multisalen er at styrke fællesskabet, understøtte aktiviteter og skabe attraktive rammer for både unge og foreningslivet i området omkring Vallensbæk Vand- og Idrætsby.

Der er endnu ikke sat en dato på hverken byggestart eller indvielse af Ungekulturhuset og Multisalen. Byggestart forventes dog senest i 2028. De to store projekter er en direkte udløber af kommunens udviklingsstrategi og prioriteringen af et udviklende børne- og ungeliv, hvor børn og unge skal opleve, at de er en del af et fællesskab, hvor man tager vare på hinanden.