Nye fjernvarmemuligheder for boligejere i Vallensbæk Strand

Publiceret 25-02-2026

Flere end 500 boligejere nord og syd for Vallensbæk Strandvej kan nu tilmelde sig fjernvarme. Det skriver Vallensbæk Fjernvarme SYD i en pressemeddelelse. Hvis mindst 65 procent siger ja, kan fjernvarmen være på vej til området allerede i slutningen af 2026.

Midt i en bidende kold tid med svingende gaspriser, er der godt nyt til de mange boligejere i Vallensbæk Strand. Vallensbæk Fjernvarme SYD har netop åbnet for tilmelding til fjernvarme i Etape 2.

Etape 2 er en del af en større fjernvarmeudrulning i Vallensbæk, og den anden af i alt fire etaper, der får tilbudt fjernvarme i løbet af de kommende år.

Lige nu er Vallensbæk Fjernvarme SYD i fuld gang med at udrulle fjernvarme til boligejerne i Etape 1 – og nu er man altså så småt ved at være klar til at sætte gang i den næste.

HVOR

Etape 2 omfatter vejene

Aunsøvej, Bregentvedvej, Broholmvej, Bækkeskovvej, Egholmvej, Frydendalsvej, Gerdrupvej, Havbovej, Højstrupvej, Kathrinebjergvej, Klintsøvej, Kokkedalsvej, Kærupvej, Næsbyholmsvej, Rosendalsvej, Saltøvej, Sandvejen, Selsøvej, Skærsøvej, Strandparksvej, Svanholmvej, Søholmvej, Søvej, Tranekærvej, Tårnborgvej, Valbo Allé, Vallensbæk Strandvej 159-338 og Valløvej.

God økonomi i projektet

For nylig indsendte Vallensbæk Fjernvarme SYD et projektforslag for fjernvarmen til Vallensbæk Kommune.

Beregningerne viser en god økonomi, så fjernvarmechef Søren Slothsberg forventer, at projektet bliver godkendt senest i maj.

- Før vi kan gå i gang med at udrulle fjernvarme til endnu flere boligejere, kræver det, at mindst 65 procent tilmelder sig, fortæller han og tilføjer:

- derfor har vi allerede nu åbnet op for tilmeldingen, så vi hurtigst muligt kan levere fjernvarme til alle, der gerne vil af med det gamle fyr.

Udrulningen starter i slutningen af 2026

Lykkes det at nå op på 65 procent tilslutning til fjernvarmen, forventer Vallensbæk Fjernvarme SYD at kunne sætte gang i fjernvarmeudrulningen i slutningen af 2026.

Og spørger man Søren Slothsberg, er der gode udsigter til at fjernvarmeprojektet bliver realiseret:

- Mange i området har allerede tilkendegivet deres interesse i at få fjernvarme, så jeg tror bestemt på, at vi når i mål. Ikke mindst, fordi vi kan tilbyde fjernvarmen til en kampagnepris på 35.000 kroner, fortæller han og fortsætter:

- Vi ved, at det for mange boligejere er en stor investering at skifte gassen ud, så derfor bliver en stor del af investeringen betalt over varmeregningen – uden at det gør varmeprisen urimeligt høj. Derfor kan jeg også kun opfordre til, at man slår til nu, hvis man vil have økonomisk, fremtidssikker og nem varme i sin bolig.

Kom til informationsmøde

Du kan møde repræsentanter fra Vallensbæk Fjernvarme SYD, Bestyrelsen i Vallensbæk Fjernvarme SYD, Sweco (rådgiver på projektet) og Vallensbæk Kommune.

Hvor: Vallensbæk Rådhus, Mødelokalet Havet.

Hvornår:

12. marts 2026 kl. 17.30-20.00

21. april 2026, kl. 17.30-20.00

Tilmeld dig online