En samling “isflager” dækker 15 kvadratmeter i børnebiblioteket og bliver allerede flittigt brugt af børn, der besøger biblioteket med familie, dagtilbud og skoler.
Isflagerne er doneret af den anmelderroste grønlandske kunstner Isle Hessner, som netop har afsluttet en udstilling på Nordatlantens Brygge på Christianshavn. I bæredygtighedens tegn har hun givet dele af udstillingens scenografi videre, så materialerne kan få nyt liv.
Børnebiblioteket blev opmærksom på donationen og så hurtigt potentialet i at bruge flagerne som et aktivt element i rummet. I dag er de blevet et fast legeområde, hvor børn kan bevæge sig, lege og være sammen.
Leg kan åbne for samtaler om Grønland
Initiativet passer godt sammen med bibliotekets arbejde med at formidle litteratur og viden om aktuelle emner. Samtidig kan isflagerne være med til at skabe nysgerrighed og samtaler om Grønland blandt både børn og voksne.
- Bibliotekerne har mange opgaver i dag, og en af dem er at formidle fakta og litteratur om de begivenheder, der udspiller sig lokalt og i en større ramme – og Grønland kan vel næppe være mere aktuelt end nu. ‘Isflagerne’ inviterer til leg og samvær, men kan også være en samtaleåbner om Grønland – uanset om det handler om politik, natur eller kultur, fortæller Peter Høybye leder af Kultur, Borgerservice og Fritid i Vallensbæk Kommune.