Ihærdig ildsjæl på bordtennisbanen

Publiceret 19-02-2026

VI ER VALLENSBÆK har mødt 41-årige Muamer Sultic, der er superaktiv og frivillig ildsjæl i Vallensbæk Bordtennis Klub.

Muamer Sultic og hans hustru
Muamer Sultic vandt prisen ’Årets Ildsjæl’ i Vallensbæk i 2025 og kom også i top 3 blandt 400 nominerede til Dansk Idrætsforbund og Arbejdernes Landsbanks Frivilligpris i januar. Han får god støtte af sin hustru Emina, som er med ham her på billedet.

Muamer Sultic kom til Danmark fra Bosnien-Hercegovina med sin far, da han var ti år. Dengang rasede krigen i det tidligere Jugoslavien, og Muamer blev uheldigvis ramt af en granatsplint, så han var lammet og bundet til en kørestol.

Drømmen var, at han med hospitalsbehandling i Danmark atter kunne komme til at gå. Men sådan gik det ikke. I stedet fik han og faren asyl.

- Det var meget godt at komme hertil og få noget ro. Som 10-årig er du ikke så bekymret, så jeg tænkte ikke på alvoren af min skade. Det var nok værre for min far, husker Muamer.

Stjerne på landsholdet

Selv om Muamer sad i kørestol, forhindrede det ham ikke i at spille bordtennis, mens de boede på asylcenter. Han begyndte for alvor at dyrke bordtennis, efter at han og faren flyttede til København i 1996. Muamer kom på handicaplandsholdet og har blandt andet spillet EM tre gange, indtil han mistede lysten til sporten i 2009.

Samme år blev han gift med sin kone Emina, som han i dag har to børn med på 8 og 12 år.

Familieforøgelsen fik dem til at kigge efter en bolig tættere på naturen – og de søgte efter et sted med gode skoler og idrætsfaciliteter. Valget faldt på Vallensbæk, og de flyttede hertil i 2021. Det har de ikke fortrudt et øjeblik siden.

- Vi er superglade for at bo her. Vallensbæk er et skønt sted og tæt på alt, fastslår Muamer.

Engageret og idérig formand

En dag bankede han på hos Vallensbæk Bordtennis Klub. Jo mere han spillede, jo flere idéer fik han, og i 2024 blev han valgt som formand for klubben.

Siden er det gået stærkt. I 2025 gik klubben fra 18 medlemmer til 33 voksne og 16 børne- og ungdomsspillere. Der er gang i både holdturneringer, klubmesterskaber, hjemmeside, Facebook og sociale arrangementer. Muamers ihærdige indsats er da også blevet både bemærket og prisbelønnet, og hans sætter stor pris på den anerkendelse.

- Jeg er både stolt, glad og ydmyg. Det frivillige arbejde giver mig både livs- og drivkraft, som jeg også kan tage med mig på de dårlige dage.

 

Fakta om Muamer Sultic

Gift med Emina siden 2009

Flexjob som lønkonsulent i Hvidovre Kommune på 21. år

Kåret til ’Årets Ildsjæl’ i Vallensbæk i 2025

Top 3 i DIF og Arbejdernes Landsbanks ’Årets Frivillig’ 2025

Her ses Muamer Sultic med de to øvrige nominerede til Dansk Idrætsforbund og Arbejdernes Landsbanks Frivilligpris i januar.