Gymnastikforening fejrer fællesskaberne på stor opvisningsdag

Publiceret 10-02-2026

Vestegnens Gymnastikdag fejrede sit 40-års jubilæum i Vallensbæk Vand- og Idrætsby.

Omkring 12 unge gymnaster står på hoved på nogle måtter i en fyldt gymnastiksal
Vallensbæk Gymnastikforenings 68 børn fra TeamGym optrådte blandt andet. Foto: Carsten Berg.

Omkring 800 små og store gymnaster og 600 betalende gæster fyldte Vallensbæk Vand- og Idrætsby til Vestegnens Gymnastikdag først i februar. Her optrådte mere end 20 hold med alt fra klassisk opvisnings- og springgymnastik til hiphop og sjipning.

- Det er så dejligt, at så mange har lyst til at deltage, siger formand for Vallensbæk Gymnastikforening, Maja Ipsen. Gymnastikdagen er årets højdepunkt for foreningen.

- Det er både sjovt og festligt, og så er det også vigtigt, at børnene får lov til at vise, hvad de har lært, siger hun.

En kvinde med blomster i hånden går mod en mand med mikrofon. I baggrunden et stort gymnsatikhold der klapper.
Også flere instruktører, der deltog i Gymnastikdagen, havde 40 års jubilæum. Blandt andet blev Marianne Høyer fra gymnastikholdet Delingsførerne i Roskilde hædret. Foto: Carsten Berg.

Forening med plads til alle

Det var i 1983, at Vallensbæks mest gymnastikglade frivillige slog sig sammen og stiftede foreningen, som siden er blevet en del af VI39. Men der er sket virkelig meget med gymnastikken og foreningen siden dengang. Der er tre primære afdelinger i foreningen:

Voksengymnastik, hvor man kan træne forskellige typer af interval-, puls- og styrketræning eller på de mere rolige hold med yoga, stræk- og åndedrætsøvelser. Seniorgymnastikken, der er et samarbejde med Vallensbæk Kommune, målrettet seniorer over 60 år samt efterlønsmodtagere og pensionister. Og så børne- og ungdomsgymnastikken, som er det, Maja Ipsens hjerte banker for.

- Det handler for os om, at så mange som muligt kan gå til gymnastik, slår hun fast.

Sammenhold og venskaber

Derfor har foreningen udover de klassiske aldersopdelte gymnastikhold, et talenthold og et konkurrencehold også plads til Lynbanditterne, der er for børn med særlige behov, og to rope skipping-hold, der handler om at sjippe i flotte serier.

- Sammenholdet er i mine øjne en lige så vigtig del af at gå til gymnastik som den fysiske udfoldelse. Det er også derfor, min egen datter går til gymnastik: fordi det er vigtigt at have nogle gode venner og et fællesskab, siger Maja Ipsen.

Det er også et større fællesskab, som børnene får en oplevelse med, når der er opvisningsdag:

Det er noget, vi gør for hinanden, og fordi vi kan lide at være sammen med andre. Og hvis man er nok, så føles det ikke som et arbejde, så bliver det bare hyggeligt. Det synes jeg er vigtigt.

- Maja Ipsen, formand Vallensbæk Gymnastikforening

Vestegnens Gymnastikdag

  • 800 gymnaster & instruktører deltog fra gymnastikforeningerne i Brøndby Strand, Greve, Ishøj, Gadstrup, Roskilde, Solrød & Vallensbæk.
  • For at lykkes med opvisningsdagen giver mellem 40-50 frivillige et nap med.
  • Vallensbæk Gymnastikforening VI39 har også en mindre forårsopvisning den 26. april, hvor alle er velkomne.

Tip:

Vær med på en gratis prøvetræning her sidst i sæsonen, hvis du overvejer, om du eller dit barn skal starte til gymnastik efter sommerferien.