Vallensbæk Seniorråd har 13. april afholdt borgermøde på Seniorhuset Korsagergård med deltagelse fra alle kommunalbestyrelsens partier.
Emnet for mødet var ”Senior i Vallensbæk 2026-2029”, og de fremmødte kommunalpolitikere havde hver fem minutters taletid til at fortælle om deres ønsker og visioner for seniorerne. Herefter fik salen mulighed for at stille spørgsmål.
Valg til efteråret
Forinden havde formanden for Seniorrådet, Niels Erik Tulstrup, budt velkommen og præsenteret Seniorrådets medlemmer. Formanden fortalte desuden om Seniorrådets opgaver og både han og de fremmødte politikere opfordrede til at stille op til efterårets valg til Seniorrådet, hvor fire af de nuværende syv medlemmer er på valg.
Seniorrådet er et lovpligtigt folkevalgt råd, som repræsenterer kommunens borgere over 60 år.

