Der bliver lånt markant flere børnebøger i Vallensbæk. Fra 2024 til 2025 er udlånet steget med hele 19 procent – en stigning, der ligger langt over den nationale udvikling.
- En stigning på 19 procent er ikke tilfældig. Det viser, at vores børn og familier gerne vil noget andet end bare skærme. De vil have ro, fordybelse og gode fællesskaber – og det er præcis det vi understøtter i Vallensbæk, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Bøger bliver til oplevelser
Hvor udviklingen nationalt er stabil, skiller Vallensbæk sig tydeligt ud.
Den markante stigning hænger blandt andet sammen med et øget fokus på børn og unges møde med litteratur. På biblioteket er der arbejdet målrettet med aktiviteter og workshops, hvor bøgerne er i centrum, og hvor litteraturen bliver gjort levende og nærværende for børn og unge.
I den seneste tid er der afholdt en række arrangementer, der gør litteraturen nærværende for børn. I februar var der for eksempel fokus på eventyr for de 4-10-årige med oplæsning og mulighed for selv at skrive historier om slotte, smykker og amuletter. Senere på foråret inviteres de 12-15-årige til ‘Books’n’sushi’ med læsebingo, gode bøger, kreativitet og fællesskab.
Kultur- & Borgerhuset peger også på, at mange forældre gerne vil give deres børn et alternativ til skærme. Her bliver bøgerne en måde at skabe ro, fordybelse og læseglæde.
Samtidig har biblioteket bevidst prioriteret det fysiske nærvær og den personlige kontakt i en tid, hvor meget ellers er digitalt og automatiseret.


