Tirsdag den 14. april blev en helt særlig skoledag for alle 2. klasser i Vallensbæk Kommune. Eleverne startede dagen på deres egne skoler, inden de i samlet flok hoppede på cyklerne og tog til Idrætshallen på Pilehaveskolen, hvor Fælles Blokfløjtedag ventede.
Flere hundrede samlet
Her stod den på fælles øvning, sang, blokfløjtespil og bevægelse. Repertoiret var sange, som eleverne havde arbejdet med i musiktimerne i ugerne op til – så usikkerheden kunne lægges væk, og fokus i stedet rettes mod det at spille og synge sammen med flere hundrede andre børn.
Koncert for de yngste
Midt på dagen gav 2. klasserne en skolekoncert for kommunens 0. og 1. klasser. De yngste elever lyttede koncentreret og fulgte musikken med blikke og små bevægelser, mens 2. klasserne leverede det, de havde øvet sig på så længe.
Familier var inviteret
Senere på dagen vendte eleverne tilbage til Idrætshallen til familiekoncert klokken 16.30. Forældre, søskende og andre familiemedlemmer fyldte salen, og borgmester Henrik Rasmussen var til stede for at hylde børnenes indsats.
Koncerten kulminerede, da alle eleverne sammen sang ”Du bli’r hvad du synger” – en sang, der mindede både børn og voksne om, at ord, musik og fællesskab kan gøre en forskel.

