Stor festdag i Vallensbæk Mose

Publiceret 08-09-2025

Solen skinnede, og mosen summede af liv, da Vallensbæk Mose i weekenden dannede rammen om en festlig dag for hele familien.

Fremmødet var stort, og der var aktiviteter for både børn, unge og voksne, søndag den 7. september, hvor Mosens Dag løb af stablen.

Dagen blev indledt af udvalgsformand og formand for I/S Vallensbæk Mose, Jan Høgskilde, som bød de mange gæster velkommen. Herefter gik det løs med et væld af oplevelser rundt om i mosen.

Der var blandt andet grøntsagsbowling ved Madborgerskab, flotte modelskibe fra Modelskibsklubben og kreative udfoldelser hos Korsagergård, hvor børnene kunne prøve kræfter med kunsthåndværk i mange materialer. Naturfredningsforeningen hjalp børnene med at bygge insekthoteller og udforske livet i mosen med net og mikroskop, mens Energi og Vand havde sat en lærerig og sjov vandforhindringsbane op – skabt af gamle husholdningsapparater.

For de naturinteresserede bød dagen også på naturbingo, hvor børnene ivrigt gik på opdagelse efter planter og dyr, og Sportsfiskerne stod klar til at introducere både børn og voksne til lystfiskeriets verden med redskaber og levende fisk.

Ved vandskisøen var der fart over feltet, når de modige kastede sig ud i en prøvetur på vandet, og dagen startede med motionsløb arrangeret af ALOT, hvor både seriøse løbere og glade motionister deltog.

Som afslutning på dagen gik turen til Thomas Dambos trækæmpe Lille Tilde, der kunne fejre sin 9-års fødselsdag. Her sang de mange fremmødte fødselsdagssang, mens der blev serveret juice og boller.

Hele dagen igennem var der også mulighed for at nyde lækker grillmad tilberedt af Vallensbæk Moses egne medarbejdere.

Alt i alt blev det en skøn dag i naturen – fyldt med aktivitet, fællesskab og smil i solen.