Skridt for skridt. Med lommerne fulde af bolsjer og kondomer. Når Natteravnene er på gaden i Vallensbæk, holder de øje med de unge, der er ude i de sene timer. Formålet er at skabe tryghed blandt de unge, og sådan har det været de seneste 25 år.
Vallensbæk Nu har mødt to af de frivillige natteravne, Stinna Mortensen og Karina Skytte, som har været med i fem år.
- Jeg tror, at mange af de situationer, hvor vi hjælper, er nogen, hvor enhver voksen nok ville reagerer alligevel. Ser man en ung, der hænger og har det dårligt på vej hjem i S-toget, går man hen og ser, om man kan hjælpe," siger Karina Skytte.
Synlige, men neutrale
Hun kan godt lide, at man som natteravn både får lidt motion og nye bekendtskaber som voksen. Men det vigtigste er mødet med de unge.
- Det er rart at gøre en forskel for de unge. At vide, at de har en, de kan holde i hånden eller gå til, hvis de er utrygge, siger hun.
Opgaven er oftest at observere og være neutral. Bare det, at der er tre synlige voksne til stede, kan mindske optræk til ballade, siger Stinne Mortensen, der også er formand for Natteravnene i Vallensbæk.
- De unge ved, hvad vi er der for, og at vi ikke sladrer om, hvad vi ser, siger Stinna.
Plads til flere
Foreningen har i år fået flere nye medlemmer og tæller nu 26 natteravne, hvoraf halvdelen er aktive og går ture. Man er tre natteravne, gerne blandet efter køn og alder, der går rundt sammen.
- Om sommeren tager mange af de unge til stranden, sidder på molen eller ved havnen, siger Karina, da Stinna bryder ind.
- Ja, de springer da også ud fra sivene en gang imellem og råber, om vi har nogle kondomer, griner hun.
En tryg by
Har man børn eller børnebørn, der begynder at færdes i nattelivet i Vallensbæk, er der som udgangspunkt ingen grund til uro.
- Det er en rolig by at være ung i, fordi vi ikke har et diskotek eller et andet sted, der er til for de unge, siger Stinna.
- Og vi kan se, at de unge går sammen og generelt er gode til at passe på hinanden, siger Karina.