Grønnere omgivelser på Egholmskolen

Publiceret 10-09-2025

Egholmskolens udearealer har på det seneste gennemgået en grøn forvandling – og arbejdet med at beplante og opgradere området er nu næsten færdigt.

Børn vander vinplante

Resultatet er en skolegård, der både er grønnere, mere indbydende og bedre tilpasset elevernes ønsker. Der er kommet en ny multibane til boldspil, fugleredegynger og hængekøjer, flere siddepladser samt plantekummer med krydderurter. Samtidig har skolen fået bedre cykelparkering og nye grønne indslag med træer, buske og klatreplanter.

Elevernes egne idéer

Forvandlingen er skabt i tæt samarbejde med elever, medarbejdere og skolebestyrelse – og særligt elevrådet har spillet en vigtig rolle i at komme med idéer.

De nye grønne rammer giver både mere plads til leg og læring og skaber et skolemiljø, hvor trivsel og bæredygtighed går hånd i hånd. Beslutningen om at renovere skolegårdene på Egholmskolen er en del af budgetforliget i 2023, hvor der blev afsat 2 millioner kroner til at forskønne skolegårdene på alle Vallensbæks skoler efter tur. Beløbene fordeles efter behov, og der er afsat 1,5 mio. kr. til Egholmskolen i 2025.