Egholmskolens nye, grønnere skolegård indviet

Publiceret 24-09-2025

Både stemningen og volumenen var høj, da Egholmskolen mandag den 22. september indviede den nye og grønnere skolegård.

Børn i hængekøje
Der var rift om at prøve de nye hængekøjer af, efter borgmester Henrik Rasmussen havde klippet den - i dagens anledning - grønne snor med en hækkesaks.

Der var lagt op til fest, da Egholmskolen mandag den 22. september indviede den nye og grønnere skolegård. Her har eleverne fået både hængekøjer, sansegynger, en indbygget bænk, en ny multibane og fin beplantning i både skolegården og ved indgangspartiet.

De nye faciliteter blev taget rigtig godt imod, og som prikken over i’et var Hjem-Is-bilen på plads med is til alle børn.

Forvandlingen er skabt i tæt samarbejde med elever, medarbejdere og skolebestyrelsen, og særligt elevrådet har spillet en masse gode idéer på banen.

Beslutningen om at renovere skolegården på Egholmskolen er en del af budgetforliget i 2023, hvor der blev afsat penge til at forskønne skolegårdene på alle Vallensbæks skoler efter tur.