De første, spæde græsstrå titter i øjeblikket frem, når blikket falder på letbanesporet. Og omkring Delta Park Stationen er der allerede blevet plantet fint til med både buske, træer og blomster.
Det har været et ekstra tilvalg fra kommunalbestyrelsen side, at letbanestrækningen i Vallensbæk skulle beplantes og begrønnes, som det også hedder. Og det begynder så småt at tage form og farver.
Græsset i sporene er nu sået, og vi kan efterhånden se frem til grønne spor, hvor der før var nøgne sveller og skinner. Ved de tre Vallensbæk-stationer bliver der også plantet både buske, stauder og forskellige træer.
Biodiversitet, klima og blomstringstider
Stationen ved Delta Park er som den første færdiganlagt, og de to øvrige stationer følger. I den såkaldte begrønningsplan er der taget højde for både biodiversitet, klimaforandringer og blomstringstider, så beplantningen både er køn at kigge på, praktisk at vedligeholde og så holdbar som mulig, oplyser Center for Teknik og Byudvikling.
Forbipasserende kan spotte træer som røn, kirsebær, eg, ahorn og ask. Buskene er surbær, rød kornel, sargentæble og fjeldribs. Stauderne er udvalgt, så de blomstrer over længere tid, og Vallensbækborgere kan glæde sig til at se storkenæb, solhat, salvie, katteurt, kugletidsel og forskellige prydgræsser.
Der er også sået vilde blomsterblandinger, lagt en enkelt tørketålende staudemåtte og endelig kan vi glæde os til, at en masse blomsterløg vil pryde billedet til foråret.