Stor donation til gennemgribende modernisering af Køge Bugt Strandpark

Publiceret 24-10-2025

A.P. Møller Fonden donerer 210 millioner til modernisering af Køge Bugt Strandpark, der forener kystbeskyttelse og sunde, rekreative muligheder med respekt for naturen.

A.P. Møller Fonden har doneret 210 millioner kroner til en gennemgribende modernisering af Køge Bugt Strandpark. Strandparken har nu gennem 45 år beskyttet de store bysamfund langs bugten mod stormflod, og givet de mange borgere adgang til strand og friluftsliv.

Donationen skal sikre, at Strandparken bliver ved med at være et enestående område med et væld af muligheder for at nyde naturen og være aktiv på land og i vand.

Køge Bugt Strandpark er et utrolig vigtigt åndehul for rigtig mange mennesker. Her findes muligheden for et aktivt udeliv og gode naturoplevelser. Det er en glæde for Fonden at kunne bidrage til en modernisering af området, forankret i en bæredygtig vision.

- Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, bestyrelsesformand for A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal

Strandparken blev i sin tid etableret for at beskytte kysten og give de mange mennesker langs bugten et mødested med klitter, strand og laguner. Strandparken er i dag noget slidt og beskytter ikke nok mod fremtidens stigende vandstande, og derfor har kommunerne ved Strandparken igangsat et kystbeskyttelsesprojekt.

Ny identitet

A.P. Møller Fonden bidrager med donationen til modernisering og udvikling af Strandparkens bygninger, faciliteter og naturområder. Fonden vil holde en arkitektkonkurrence, så visionen for Strandparken kan realiseres med en sammenhængende arkitektur og stærk lokal identitet. En af forudsætningerne vil være, at alt byggeri bliver bæredygtigt og tager udgangspunkt i landskab og natur.

Som en del af projektet skabes seks indgange til Strandparken med hver sin profil. Fælles for indgangene vil være aktiviteter som bevægelse, leg, natur og formidling. Et nyt sammenhængende stisystem vil også gøre det lettere og mere trygt at komme rundt i den syv kilometer lange Strandpark.

Visioner for Vestegnen

Det er fællesskabet Strandparken I/S, der får ansvaret for projektet.

Vi er i Køge Bugt Strandpark meget glade for, at A.P. Møller Fonden vil hjælpe med at indfri de store drømme, vi har for vores kystnære område. Fremtidens Køge Bugt Strandpark kommer til at være en kæmpe gave, der med respekt for naturen vil skabe lokal sammenhængskraft og stolthed over at bo i den smukke, blå og grønne Vestegn. Jeg er overbevist om, at endnu flere mennesker end i dag vil komme til at bruge vores Strandpark.

- Henrik Rasmussen, formand for Strandparken I/S og borgmester i Vallensbæk Kommune

Kort over Strandparken I/S og de fem ejerkommuner, Greve, Ishøj, Vallensbæk, Brøndby og Hvidovre Kommuner
De kystnære arealer og lagunesøerne tilhører Strandparken I/S, som ejes af Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve kommuner.

Vidste du?

  • Køge Bugt Strandpark er 7 kilometer lang. De kystnære arealer og lagunesøerne tilhører Strandparken I/S, som ejes af Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve kommuner.
  • Strandparken blev etableret i 1977-1980, hvor sand blev pumpet op fra Køge Bugt for at skabe klitter, strande og rekreative områder. Ambitionen var at beskytte oplandet mod stormflod og give adgang til strand og friluftsliv for det voksende bysamfund langs bugten.
  • Strandparken I/S har siden 2019 arbejdet med en vision om fremtidens Strandpark, der bærer overskriften ”Med landskabet – For befolkningen”. Visionen er inddelt i tre grundsten: Klima, Friluftsliv og Natur.
  • Folketinget har i januar 2025 vedtaget en særlov, som gør projektet muligt.
  • A.P. Møller Fonden har doneret 210 millioner kroner til projektet. Derudover bidrager kommunerne i Strandparken med egen finansiering.
  • Samtidigt med moderniseringen af Køge Bugt Strandpark realiseres også et kystbeskyttelsesprojekt, som vil sikre både Strandparken og de lavtliggende områder bagved mod klimaændringer og stigende vandstand.
  • Det samlede projekt vil koste 370 millioner kroner, som udover A.P. Møller Fonden finansieres af staten, kommunerne og grundejere.

Læs mere om Moderniseringen af Køge Bugt Strandpark

Køge Bugt Strandpark er et blåt og grønt område på en 7 km lang kyststrækning, som strækker sig over fem kommuner: Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve.  Strandparken er et kunstigt skabt natur- og friluftsområde, som samtidig fungerer som beskyttelse mod oversvømmelse fra havet af de lavtliggende byområder tæt på kysten.

Her er skabt et landskab med klitter, søer, enge og overdrev, som i dag fremtræder som et sammenhængende naturområde, hvor dyre- og plantelivet trives side om side med en lang række friluftsaktiviteter, og området bindes sammen af 8 km stier.

Køge Bugt Strandpark blev født af en vision – en drøm om at beskytte kysten og skabe et sted, hvor mennesker og natur kan mødes. Da Strandparken blev etableret i 1977-1980, var det som et enestående projekt: en kombination af kystbeskyttelse, natur og rekreative muligheder, der skulle tjene både den lokale og regionale befolkning. Nu, mere end 45 år senere, står vi over for en ny epoke for Strandparken, hvor kystbeskyttelsen skal tilpasses fremtidige klimahændelser.

Det er dog ikke kun klimaet, der har ændret sig på de seneste 45 år – det har borgernes ønsker og behov også. Derfor skal Strandparken moderniseres, og åbnes op for endnu flere besøgende, ligesom det er muligt at skabe synergi mellem moderniseringen med kystsikringen.

Strandparkend har derfor ansøgt A.P. Møller Fonden – for sammen at modernisere og skabe et sammenhængende Strandpark bestående af seks unikke områder i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk, der bindes sammen af stisystemer fulde af oplevelser, uanset om man ønsker leg, fysisk aktivitet eller ro. Moderniseringen skal ske med et fælles arkitektonisk greb og identitet med respekt for naturen.

By-, land og kirkeministeren fremsatte i januar 2025 "Forslag til Lov om modernisering af Køge Bugt Strandpark". Loven trådte i kraft 1. juli 2025 og giver mulighed for en række forskellige moderniseringsprojekter udvalgte steder i Strandparken.

I Strandparkens fem ejerkommuner er der ca. 190.000 indbyggere. Det anslås, at der kommer mellem 50.000 – 100.000 gæster på en varm sommerdag, og at antallet af besøgende gennem en sommersæson ligger omkring 1 mio. gæster. Med moderniseringen forventes Strandparken at blive åbnet op for flere, hvilket vil øge antallet af besøgende især udenfor sommersæsonen.

A.P. Møller Fonden har doneret 210 mio. kr., mens det samlede budget for kystsikring og modernisering af Strandparken er på 370 mio. kr.

Moderingen igangsættes med en arkitektkonkurrence i 2025, og det forventes, at den nye strandpark vil stå klar med udgangen af 2029.  Sideløbende med moderniseringen af Køge Bugt Strandpark udføres der også et kystbeskyttelsesprojekt for at imødegå fremtidens klimaændringer og stigende vandstand, der forventes at være færdig i 2030.