På søndag åbner Letbanen

Publiceret 24-10-2025

Søndag den 26. oktober åbner Hovedstadens Letbane på den sydlige strækning fra Ishøj til Rødovre Nord. Kom og vær med til at fejre åbningen i Vallensbæk.

En familie med to børn og en bedstemor sidder i en kupé i den nye letbane og griner sammen

Den 26. oktober ruller Letbanen ud på sin første tur fra Ishøj til Rødovre Nord – og det bliver en festdag for borgerne langs Ring 3. Musik, oplevelser og sjove aktiviteter venter her i Vallensbæk.

I Vallensbæk Kommune markerer vi den historiske begivenhed med en stor festdag fyldt med oplevelser for både børn og voksne. Alle er inviteret med til fejringen på byens tre nye letbane-stationer: Strandhaven St., Vallensbæk St. og Delta Park St.

Vi starter kl. 10.15

10.15 starter arrangementet på Vallensbæk Station på stationsforpladsen nærmest Vejlegårdsparken. Musikskoles Harmoniorkester spiller, og der er kaffe til de morgenfriske og gratis croissanter til de første 100 gæster. Husk, at vi går over til vintertid søndag nat.

Det er om at være på pletten 10.25, hvor vi varmer op med taler og sang, ligesom snoren endelig skal klippes, og Letbanen i Vallensbæk officielt bliver indviet.  

Der vil også være Letbane-kage til alle, mulighed for at spille letbanebanko og se udstillinger med Lokalhistorisk Forening og Fotoakrobaterne på pladsen ved Vallensbæk St.

Flere aktiviteter åbner kl. 11.30

Nu går Hovedstadens Letbane i almindelig drift, og du kan være en af de første, der kører med toget i Vallensbæk. Besøg en af de andre letbanestationer.

På Strandhaven St. står KFUM-Spejderne Strandboerne parat og laver popcorn over bål, og på Delta Park St. kan du få et sjovt ballondyr. Du kan også besøge en af stationerne i de andre letbane-kommuner.

Madborgerskab serverer en dejlig, varm vegetarsuppe.

Mød også Klar livet, der har lakridspiber og gavekort med

Præmieoverrækkelse kl. 13.15

Vi afrunder letbanebanko kl. 13.15, så sørg for at være tilbage på Vallensbæk St. der. Borgmesteren overrækker de fede præmier fra konkurrencen og runder dagen af, inden koret Sangværk giver koncert kl. 13.30-14.00

Kl. 14.00 siger vi tak for i dag.

Fest på de andre stationerne

Tager du med Letbanen ud af kommunen, venter der også mange flere oplevelser. Du kan fx tage til: 

  • Ishøj: Musik og møde med lokale foreninger. Kroppedal Museum fortæller historier fra fortiden
  • Ishøj Strand - ARKEN: Kunstnertalks, udstillinger og gratis adgang til kunstmuseet ARKEN.
  • Vallensbæk: Letbane-banko, konkurrencer og klimavenlige snacks.
  • Kirkebjerg: High Jump, ansigtsmaling, dans og musik.
  • Glostrup: Musik, friskbagte vafler og oplæg fra Glostrup Shoppingcenter.
  • Glostrup Hospital, Rigshospitalet: Besøg ambulancerne og Akuttelefonens bamsehospital, hvor de første 300 børn får en gratis bamse.
  • Glostrup Nord – Hersted: Pandekager over bål i skovkanten. Naturstyrelsen byder velkommen til Vestskoven.
  • Glostrup Ejby: Klap en alpaka og smag lam fra grillen.
  • Rødovre Nord: Musik, kaffe og hygge, når det første tog ruller ind.

Fakta om Letbanen

  • Letbanen åbner på strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord 26. oktober 2025.
  • Den resterende strækning til Lundtofte nord for Lyngby åbner sommeren 2026.
  • På strækningen mellem Ishøj og Rødovre Nord vil Letbanen køre hvert 10. minut.
  • Når hele strækningen åbner i sommeren 2026, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
  • Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der vil være plads til kørestole, barnevogne og cykler.
  • Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
  • Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.

 Se meget mere på dinletbane.dk

Hvor og hvornår?

Hvornår? Søndag den 26. oktober 2025. I Vallensbæk fra kl. 10.15

Hvor? På alle 12 letbanestationer mellem Ishøj og Rødovre Nord.

Hvad? Indvielsesturen starter i Ishøj kl. 10.30. Inden for en time efter, at den officielle indvielsestur er påbegyndt, vil Letbanen begynde at medtage passagerer og overgå til almindelig drift.

Gratis kørsel: Hele dagen med Letbanen og bus 300S