Nationalbankens nye anbefalinger om betalinger i butikker og anden fysisk handel

Publiceret 08-10-2025

Der findes flere forskellige betalingsmuligheder, der tilsammen sikrer, at danskerne kan betale, hvis de normale betalingsmuligheder ikke virker i kortere eller længere tid.

Nationalbanken har denne uge udsendt en pressemeddelelse om hvordan den enkelte borger skal forholde sig til, hvis de udbredte betalingsformer i dagligdagen ikke virker. De tre mest udbredte betalingsformer – betalingskort, kontanter og kontooverførsler – fungerer i langt de fleste situationer uafhængigt af hinanden og sikrer samlet set, at betalinger kan gennemføres i langt de fleste situationer, hvis borgere og butikker er forberedte.

"Det danske betalingssystem er robust og sikkert, men Nets-nedbruddet og omfattende strømsvigt i Spanien, Portugal og dele af Frankrig tidligere i år har tydeliggjort, at borgere og butikker skal være forberedte og bevidste om alternative betalingsmuligheder som for eksempel offline-betalinger for at kunne bruge dem," siger Ulrik Nødgaard, direktør i Nationalbanken.

Kortbetalinger er den mest udbredte måde at betale på, og her kan såkaldte offline-kortbetalinger anvendes, hvis kortsystemerne ikke virker som normalt. Offline-kortbetalinger kræver dog, at butikkerne er klar til at modtage dem, og at personalet ved, hvordan og hvornår løsningen aktiveres. Kunderne skal desuden typisk også have deres fysiske kort med og bruge kortets pinkode.

Anbefalinger til borgerne

Nationalbankens anbefalinger omfatter en bred vifte af situationer, hvor borgere og butikker kan blive udfordret i forhold til betalinger. Dermed dækker de nye anbefalinger mange flere situationer end de anbefalinger, Nationalbanken leverede i 2024 i forbindelse med regeringens samlede anbefalinger til borgerne om forberedelse til kriser. Nationalbankens nye anbefalinger omfatter en lang række situationer, fx internet-udfald, driftsforstyrrelser i betalingssystemer og andre uheld såvel som kriser.

Anbefalinger til erhvervsdrivende

Nationalbankens anbefalinger for erhvervsdrivende kan tilgås via dette link

Nationalbanken anbefaler borgerne:

  1. hav flere forskellige betalingsmuligheder til rådighed i form af betalingskort, kontanter og en betalingsløsning på telefonen, der kan foretage kontooverførsler, fx mobilbank eller MobilePay.

  2. hver husstand bør have mindst to fysiske betalingskort fra forskellige mærker. Husk pinkoder, for offline-kortbetalinger fungerer de fleste steder kun med pinkode.

  3. hav et mindre beløb i kontanter. Et pejlemærke kan være 250 kr. pr. person i husstanden, men vurder selv, om behovet er større.

Det er en fordel at have kontanter i mindre sedler og mønter. Det vil gøre det nemmere for butikkerne at give byttepenge tilbage, i tilfælde af at mange kunder betaler med kontanter.

"Vi ser offline-kortbetalinger som en nøgleløsning, der sikrer, at borgerne fortsat kan betale, hvis systemerne svigter. Derfor er det vigtigt, at borgerne er opmærksomme på muligheden, har deres betalingskort med sig og kan huske pinkoden i en sådan situation," siger Ulrik Nødgaard og tilføjer:

"Men erfaringerne fra Den Iberiske Halvø viser, at andre betalingsløsninger, herunder kontanter, også kan spille en vigtig rolle. Derfor har vi i de opdaterede anbefalinger øget fokus på kontanter, og vi har også sat et beløb på, som man kan bruge som pejlemærke. Derudover har vi tilføjet et råd om at have en løsning som fx MobilePay på mobilen. Med fysiske kort, kontanter og en betalingsløsning på mobilen står man et godt sted," siger han.

Nationalbanken arbejder i regi af Betalingsrådet sammen med detailhandlen, bankerne og andre aktører i betalingsbranchen på at sikre, at danskerne allerede senere i år også vil kunne foretage offline-betalinger med alle fysiske betalingskort fra Dankort, Mastercard og Visa og via wallets på mobilen, herunder Apple Pay og Google Pay, på alle apoteker og i landsdækkende dagligvarekæder.

Nationalbanken har mandag d. 6. oktober udgivet analysen "Robuste betalinger i Danmark", der kan findes på www.nationalbanken.dk