Stor transport lukker kortvarigt Strandvejen

Publiceret 07-11-2025

Særtransport kører imod kørselsretning igennem Vallensbæk og Ishøj Kommune flere nætter i næste uge.

Opdatering: Særtransport på Strandvejen er blevet forlænget, så der også kan forekomme kortvarige spærringer om natten i perioden mandag den 17. til fredag den 21. november.

I næste uge vil en høj og tung særtransport køre gennem Vallensbæk og Ishøj Kommuner. Da transporten er for høj til at passere under motorvejens lave broer, ledes den ad Vallensbæk Strandvej og Ishøj Strandvej. Her vil den køre imod kørselsretningen fra rundkørslen ved Vallensbæk Strandvej / Sandvejen til Ishøj Stationsvej, da den heller ikke kan køre over broen over Søndre Ringvej.

For at genere den øvrige trafik mindst muligt vil transporten foregå imellem kl. 00:45 og 04:30 alle hverdage i næste uge, altså fra mandag den 10. november til fredag den 14. november.

Sluk bilen og vent

Det vil ikke være muligt for hverken bussen eller de øvrige trafikanter på vejen at komme imod nord, imens gennemkørslen af særtransporten foregår. Gennemkørslen tager kort tid. Vi anbefaler derfor at slukke bilen og vente på, at transporten er forbi.

Uddannet personale vil sørge for at regulere trafikken, så ingen kommer til skade, imens transporten kører igennem.