Foråret er kommet med den første fuglesang, grønne spire og sværmende insekter. Og du kan endda hjælpe naturen endnu mere på vej ved at skabe mere biodiversitet i din have eller etageejendom. For hver gang vi prøver at skabe mere plads til naturen og dens mange forskellige arter, giver naturen os tifoldig igen: ren luft og vand og en sund jord til os og fremtidens generationer.
Få mere liv i din have
Publiceret 12-03-2025Fuglene synger deres forårssang, og planter vælder op af jorden. Vil du gerne se endnu mere dyreliv hjemme hos dig, er der gode råd at hente.

Byg en blomstereng
Udskift græsplænen eller dele af den med en vild blomstereng, rig på nektar og pollen. Lad planterne blomstre og sætte frø, så spirer de igen til næste år.
Insekter elsker hjemmehørende
De insekter, vi har, er tilpasset de såkaldte hjemmehørende arter. Derfor gør du en ekstra god gerning, hvis du vælger arter, der oprindeligt har hjemme i Danmark. Eksempelvis gode sommer-stauder som blodrød storkenæb, knopurt, kattehale, hjortetrøst og dagpragtstjerne.
Opsæt insekthoteller
Skab ly og hjem for vilde bier og andre insekter ved at lave et insekthotel til din have. Du kan bruge naturmaterialer som træ, halm, løv og sten til at lave små rum, hvor insekterne kan yngle, overvintre og finde føde. Et insekthotel styrker biodiversiteten og understøtter økosystemet ved at gøre det nemmere for insekterne at finde både ly, mad og vand.
Drop sprøjtemidler og kemikalier
Undgå skadelige stoffer, for de hæmmer de gavnlige insekter som bier og sommerfugle. Sprøjtemidler og kemikalier kan også sive ned i grundvandet.
Ikke kun sommer
Plant blomster, buske og træer, der sikrer føde og ly i alle årstider. Eksempelvis blomstrer krokus, påskeliljer, forsythia, pil og hassel i foråret og giver føde til de første insekter. Eller tænk i at have en busk, der både kan give læ og føde i vinteren.
Vælg hække frem for hegn
Plant hække i stedet for at sætte hegn op. Fuglene i haven får flere muligheder for at bygge reder, og samtidig giver buske som tjørn, slåen, hyld eller kritsstorn også ly og mad til såvel fugle som insekter.
Elsk dit ukrudt
Tillad områder med "vilde" planter som brændenælder og mælkebøtter, som er vigtige for insekternes overlevelse.
Rigelig plads til fugle og dyr
Opsæt fuglehuse, vandfade og foderstationer, og plant bærbuske som røn, der tiltrækker fugle og andre dyr.
Sluk græsslåmaskinen
Slå kun græs sjældent, og undgå at forstyrre dyrelivet i de ’vilde’ områder.
Inspirér dine naboer
Jo flere, vi er, der arbejder med biodiversitet i vores haver eller etageejendomme, jo flere "broer" skaber vi for insekterne, så de lettere kan finde føde og næring. Det forhindrer de forskellige arter i at blive isolerede og genetisk svækkede.
Tålmodighed er en dyd
Giv naturen tid. Jo mere naturlig haven bliver, desto flere dyr og planter vil finde vej.
Etabler forskellige levesteder
Lav små levesteder som en dam, stenbunker eller dødt træ, som kan huse frøer, insekter og andre smådyr.
Tag hensyn til nataktive dyr
Skab mørke kroge i haven eller på altanen, hvor nataktive dyr kan finde ly og færdes uforstyrret.
Agenda 21-rådet arbejder for et grønnere Vallensbæk
I Vallensbæk arbejder vi seriøst med klima, bæredygtighed og biodiversitet – både i kommunen og i det lokale Agenda 21-råd. Kommunen er Vild Med Vilje, og vi samarbejder med borgere og foreninger om at skabe mere plads til naturen:
- Vi planter flere vilde blomsterenge
- Vi skaber levesteder for insekter og fugle
- Vi tænker grønt i kommunens planlægning
Vil du være med? Agenda 21-rådet inviterer alle interesserede til at bidrage med idéer og handlinger. Kontakt os og bliv en del af Vallensbæks grønne fremtid!
