Vi får masser af sol og meget lidt regn i øjeblikket, og allerede nu ligger DMI’s tørkeindeks højt.
Hos HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, kan de se, at deres cirka en million kunder bruger meget mere vand end normalt i øjeblikket - cirka 10 procent mere, og det presser forsyningsselskabet, fortæller områdechef for vandplanlægning Anne Scherfig:
“Vi kan godt levere vand nok til alle, som forbruget ser ud nu, men vi producerer stort set på fuld kraft. Så hvis forbruget stiger yderligere, hvilket det sandsynligvis gør, når varmen kommer, så kan vi blive pressede,” siger områdechefen, der vurderer, at det især er vanding af haver i hovedstadsområdet, som skaber det ekstra forbrug.
Nye vand-vaner kan spare masser af vand
Der er heldigvis en masse man kan gøre for at sænke sit vandforbrug i haven:
- For eksempel bruger vandslangen cirka 12 liter i minuttet. Her er der mange liter at spare, hvis man i stedet bruger en vandkande. Også hvis man vander, når solen står lavt, for så fordamper mindre vand, siger Anne Scherfig og slår fast, at man også roligt kan lade græsplænen blive gul. Den kommer nemlig igen næste år.
Vi skal blive endnu bedre til at spare på vandet
En borger i hovedstadsområdet bruger i gennemsnit 98 liter vand om dagen. Det lyder af meget, men faktisk er borgerne blevet gode til at spare på vandet. Og der er behov for, at vi bliver endnu bedre fremover, fortæller områdechefen:
- Lige nu er det tørt, men faktisk kan det blive endnu mere tørt og i længere tid ad gangen de kommende år på grund af klimaforandringerne. Det vil få os alle til at bruge mere vand. Samtidig bliver vi flere og flere indbyggere, og vi finder flere og flere forurenende stoffer i grundvandet, så vi kan bruge mindre af det til drikkevand. Derfor er der behov for, at vi i det hele taget øver os i at spare på de dyrebare dråber, siger Anne Scherfig.
Restriktioner kan blive nødvendige
Hvis vandforbruget stiger yderligere, så HOFOR ikke længere kan levere nok vand til alle, kan det blive nødvendigt at indføre forskellige restriktioner på vandforbruget, for eksempel vanding og andre typer restriktioner. Anne Scherfig uddyber:
- Den nuværende tørkeperiode viser i virkeligheden vigtigheden af at have en robust vandforsyning. Og så viser den, at det er afgørende at få beskyttet vores grundvand, så vi også i fremtiden har vand nok til tørkeperioder uden større restriktioner på vores vandforbrug, konstaterer hun.