Morgensang med Phillip Faber

Publiceret 08-05-2025

I anledningen af Morgensangsmissionen fik Egholmskolens elever en særlig musikalsk gæst til deres ugentlige morgensang.

Mand står med armene i vejret foran sit klaver og en masse børn, der sidder på gulvet
Det var eleverne fra 0.-3. klasse, der sang med Phillip Faber.

- Stille, stille, stille - nu står solen op.

Sådan lyder den første linje af Nannas sang Buster fra 1984, og det var også de første ord, som eleverne på Egholmskolen sang til morgensang i denne uge. Bag klaveret var dog ikke skolens musiklærer, men dirigent og komponist Phillip Faber.

- Jeg er på en mission i øjeblikket om at få alle de danske skoler til at synge morgensang, ligesom I gør her hos jer, fortalte Phillip Faber eleverne.

 

Mand peger på sit bryst med to hænder og synger med tydelig gestik
Phillip Faber er blandt andet kendt for sin tid som dirigent for DR Pigekoret og for sin medvirken i adskillige musikprogrammer i TV.

Den mission hedder morgensangsmissionen, og er en som Phillip Faber har introduceret i starten af dette skoleår sammen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Her besøger et korps af 18 dygtige musikere hver fem skoler. 

Heldige ved lodtrækning

Egholmskolen endte på Phillip Fabers liste af skoler ved et tilfælde på. Det fortæller afdelingsleder Line Behrendt Axdal Pedersen fra indskolingen på Egholmskolen.

- Flere af lærerne havde set om konceptet i fjernsynet og skrev til mig, at det skulle vi, og så meldte jeg os til. Og pludselig fik vi en mail om, at vi var udtrukket til et besøg, siger hun.

Børn sidder på gulvet og synger.
På Egholmskolen er der hver uge morgensang for skolens 0.-2. klasser.

Sætlisten med de fire sange Buster, Jutlandia, Det er i dag et vejr og I morgen er der også en dag, kom i sidste uge, så der har været ekstra meget musik i klasseværelserne og hjemme på børneværelserne i Vallensbæk, så børnene kunne nå at kende dem.

- Børnene har været meget spændte og har glædet sig til besøget. Og selvom det normalt er 0.-2. klasse, der synger morgensang her hos os, så spurgte 3. klasserne om ikke også, de måtte være med i dag, så vi endte med at fylde hele rummet, siger Line Behrendt Axdal Pedersen.