I Vallensbæk er der planlagt flere sundhedsfremmende aktiviteter for mænd i løbet af uge 24.
Tjek din sundhed
Vallensbæk Kommune inviterer til to aftener i sundhedens tegn – kun for mænd.
Så er du mand og over 18 år? Så kom og få tjekket din sundhed i anledning af Mænds Sundhedsuge. Kom alene eller tag gerne en kammerat med. Det er gratis at deltage – og du behøver ikke tilmelde dig.
Det foregår onsdag d. 11. juni Vejlegårdsparken selskabslokale Pavillonen eller torsdag d. 12. juni i Firkløverparkens selskabslokale.
Program for sundhedstjekket
| Kl, 17:00 - 17:15 |
Ankomst |
| Kl. 17:15 - 18:00 |
Oplæg af klinisk diætist Karina og sygeplejerske Katja - om hvordan du forbedrer dine kostvaner, øger din muskelmasse, og hvordan du scorer dig en yngre body age. |
| Kl. 18.00-19.30 |
Let mad og mulighed for at få et sundhedstjek. Få en kropsanalyse med bl.a. måling af fedtprocent, muskelmasse og body age. |
Bliv røg- og nikotinfri
Du har også mulighed for at gribe chancen for at få et liv uden røg, snus eller damp. Vallensbæk Kommune tilbyder nemlig et gratis stopforløb for dig, der gerne vil tage skridtet mod en sundere hverdag.
Vi tilbyder:
• Seks mødegange med professionel rådgivning – enten individuelt eller på hold
• Hjælp til nikotinerstatning
• Støtte og opbakning undervejs
• Mulighed for at få tilskud til rygestopmedicin
Send dine kontaktoplysninger til csf@vallensbaek.dk, så kontakter vores stoprådgiver dig.
SanseJagt i Vallensbæk Mose
Er du mere til at bruge dine sanser og nyde den friske luft, så kom og vær med, når både børn og børnebørn med deres fædre og bedstefædre er inviteret til en sjov og sanserig oplevelse i naturen til en dag med fællesskab, leg og præmier. (Man(d) er selvfølgelig også velkommen til at tage mor eller bedstemor med under armen).
SanseJagt er form for posteløb gennem en hyggelig rute på ca. 2 km i Vallensbæk Mose. Her skal I sammen udforske naturen gennem sjove sanseøvelser. I kommer til at lytte, se, føle og dufte jer gennem ruten – og måske opdager I naturen på en helt ny måde.
Sådan fungerer det:
- I bevæger jer fra post til post og løser små sanseopgaver.
- Ved hver post får I et bogstav, som til sidst danner et hemmeligt ord.
- Når I har fundet det magiske ord, venter der en lille præmie!
- I kan også lave jeres eget snobrød over bål
Tid og sted
SanseJagt foregår torsdag d. 12. juni fra kl.15 til 17.30. Vi mødes foran spisestedet mosen. Tilmelding er ikke nødvendig.