Sommersolhverv med oplevelser for hele familien
Glæd dig til en stemningsfuld sankthansaften fyldt med liv og aktiviteter ved Vallensbæk Havn – og en mere rolig fejring i Vallensbæk Mose. Mandag den 23. juni kan du nyde musik, bål, mad og fællesskab, når vi sammen markerer midsommeren på bedste vis.
På scenen optræder Vallensbæk Musikskole og koret Sangværk med et repertoire, som strækker sig fra pop og musicals til evergreens og fællessang fra højskolesangbogen, inden bandet Nightlife indtager scenen med hits fra 70’erne og frem til i dag.
Traditionen tro holder borgmester Henrik Rasmussen båltalerne nede på stranden – til børnebålet kl. 19.15 og voksenbålet kl. 22.15.
Det er Lions Club Vallensbæk og Vallensbæk Kommune, som står for arrangementet.