Kærligheden i centrum – Gurli og Preben har fejret krondiamantbryllup

Publiceret 07-07-2025

De mødte hinanden på Amager, bor i Vallensbæk og bader stadig hver morgen – også om vinteren. Nu har Gurli og Preben fejret 65 år som ægtefolk med familien omkring sig.

Fra venstre mod højre er det Jytte Bendtsen, formand for social- og sundhedsudvalget, Preben og Gurli Flindt.

Farverige malerier på væggene, velholdte møbler fra en anden tid og et kagefad med låg midt på køkkenbordet – hjemme hos Gurli og Preben Flindt emmer der af liv og historie. Her i parcelhuset i Vallensbæk Nord har de boet siden 1975, og for nylig blev stuen igen rammen om en ganske særlig dag: deres krondiamantbryllup. 65 år som ægtefolk – og 70 år sammen som par.

- Vi har aldrig haft brug for det store og vilde – vi har bare holdt fast i hinanden, siger Gurli med et roligt smil.

Dagen blev markeret i selskab med børn og børnebørn i udestuen med udsigt til parrets egen swimmingpool – passende nok på årets varmeste dag. Også Vallensbæks formand for social- og sundhedsudvalget, Jytte Bendtsen, kiggede forbi ved middagstid med en buket blomster og et stort tillykke fra kommunen.

Fra Amager til Vallensbæk

Preben og Gurli mødte hinanden som unge, da de boede i samme boligkompleks på Amager. De blev gift i Nathanaels Kirke – samme kirke, hvor de i sin tid begge blev døbt. Kort tid efter købte de hus i Vallensbæk, hvor de har boet lige siden og bygget et liv op præget af stabilitet og nærhed – først med døtrene Lisbeth og Marianne og senere voksede familien med svigersønner og børnebørn.

Hemmeligheden bag det lange ægteskab? Tålmodighed, kærlighed og at give hinanden plads, siger Preben.

- Og så har Gurli aldrig røget eller drukket – det har jeg gjort for os begge, tilføjer han med et glimt i øjet.

Og begge holder de sig friske med en fast morgenrutine: en tur i swimmingpoolen – også om vinteren. Deres egen eksklusive vinterbadeklub, som de selv kalder det.

Parret nærmer sig nu begge 85 år og nyder livet med hinanden – stadig i det samme hus, stadig med udsigt til poolen, og stadig som et stærkt og velfungerende makkerpar.