Vallensbæk Fjernvarme Nord lukker for det varme vand

Publiceret 22-07-2025

Der bliver lukket for det varme vand mandag til onsdag i uge 35, varsler Vallensbæk Fjernvarme Nord.

Dryppende vandhane

I uge 35 fra natten til mandag den 25. august 2025 kl. 00:00 til onsdag den 27. august 2025 kl. 19:00 vil der ikke være adgang til varmt vand for forbrugerne, som er tilknyttet Vallensbæk Fjernvarme Nord.

Lukningen skyldes en større teknisk opgradering af fjernvarmecentralen, hvor pumpekapaciteten udvides for at kunne tilslutte flere brugere i fremtiden og sikre en mere stabil drift.

- Vi er klar over, at det er til gene for mange i området, men vi har planlagt arbejdet, så det bliver udført så hurtigt som muligt. Der arbejdes i døgndrift for at holde lukkeperioden på et absolut minimum, skriver bestyrelsen i Vallensbæk Fjernvarme Nord i en pressemeddelelse.

I den nævnte periode skal forbrugerne selv varme vand, f.eks. ved at koge det, hvis der er behov for varmt vand til husholdning eller bad.

Spørgsmål kan rettes til Vallensbæk Fjernvarme Nord via kontaktoplysninger på deres hjemmeside.

Læs mere om den midlertidige lukning af det varme vand på Vallensbæk Fjernvarme Nords hjemmeside