Torben Skandrup sad på bagerste række tilbage i skoletiden. Men hvordan gik det til, at en ordblind, skoletræt knøs endte med at bespise en god del af Københavns finere kulturpersoner og sågar H.K.H. Dronning Margrethe? Det fortæller han Vallensbæk Nu, som er inviteret hjem i hans lejlighed i Højstruphave.
Torbens storebror Bjarne kom i lære hos den gastronomiske guru, Ejler Jørgensen, der dengang drev Hotel Østerport. Det inspirererede Torben, som efter sin læretid først fik job på Pejsegården hos Britt Bendixen og siden som hovmester for Maersk i Østen. Men så kaldte storebror, der nu var blevet souschef på Søllerød Kro, ham hjem. De to skulle i fællesskab drive restaurant ’Den sorte Ravn’ i Nyhavn.
5 kokkehuer gav berømmelse
Da ’Den sorte Ravn’ fik 5 kokkehuer i en anmeldelse, tog berømmelsen fart. Alle, der var noget, talte om ’Den sorte Ravn’. Brødrene modtog også på et tidspunkt en æresmedalje fra Ejler Jørgensen Fonden, og ifølge Torben var restauranten den 3. bedste i Danmark gennem 24 år.
Kærligheden kom forbi
En dag kom Levnedsmiddelstyrelsen forbi i form af en slank, rødhåret kvinde ved navn Bente. Torben bød hende på kaffe og avec, og snakken gik lystigt. Han inviterede hende også på østers, kaviar og champagne på restaurant Alsace.
- Det var ren ’Lady og Vagabonden’. Hun var det smukkeste, jeg nogensinde havde set, fortæller Torben med et drømmende blik.
Efter middagen ville Bente gerne se Torbens hus i Vallensbæk, og så var han fuldstændig solgt.
Et godt otium i Højstruphave
I dag er Den sorte Ravn solgt, det samme er huset i Vallensbæk, og nu bor Torben på Højstruphave.
- Her vil jeg ende mine dage. Maden er som Michelin. Højstruphave får 100 stjerner både i forhold til maden og betjeningen. Alt er godt her. Medarbejderne er venlige og tager sig rigtig godt af os, siger han.