Arbejdsfolkene fra entreprenørfirmaet Gråkjær har knoklet de seneste måneder, og nu tager byggeriet af Stjernegården for alvor fart.
Udvendigt står alle mure færdige, og det røde sadeltag er lagt. Den arkitektoniske sammenhæng med Vallensbæk Skole er tydelig. De første legeredskaber er også sat op på legepladsen, der kommer til at byde på gynger, rutsjebaner, balancebaner, sandkasser og en klatrepyramide.
Børn kan stadig skrives op
Indvendigt er de første køkkenmaskiner installeret i det store, moderne institutionskøkken, og i toiletrummene er der opsat elektriske pusleborde, toiletbåse og håndvaske. Der arbejdes stadig med isolering, ventilation og de tekniske installationer.
I garderoberne er der gjort plads til jakker og sko til de 100 børn, som får plads i enten en af de tre vuggestuegrupper eller tre børnehavegrupper.
Har du et barn, der skal begynde i institution senere i år, er det stadig muligt at søge plads i Stjernegården efter åbningen i september.
Skriv dit barn op