Den Grønne Trepart er en vigtig del af Danmarks klimaindsats og samler kommuner, landbrug og naturorganisationer for at samarbejde om bæredygtige løsninger. Målet er at beskytte naturen, forbedre biodiversiteten og finde klimavenlige løsninger – for eksempel ved at skabe nye vådområder, rejse skove og udtage kulstofrige lavbundsjorde.
Naturen skal have bedre vilkår
I Vallensbæk arbejder vi målrettet for en grønnere fremtid, hvor vores by udvikler sig i harmoni med naturen. Vores smukke grønne områder, kyststrækning og stisystemer er kendetegn for kommunen, og med deltagelsen i Grøn Trepart kan vi bidrage til at sikre, at naturen får endnu bedre vilkår – både lokalt og på tværs af kommunegrænser.
- At være en del af Grøn Trepart er et vigtigt skridt for Vallensbæk. Det handler om at tage ansvar for klimaet og samtidig skabe rammer, som gør vores by endnu mere attraktiv at bo i. Det grønne arbejde er til gavn for både nuværende og fremtidige generationer,” siger Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen.
Som del af Grøn Trepart vil Vallensbæk fortsætte med at tænke klimahensyn ind i fremtidige projekter og byudvikling. Det ligger i naturlig forlængelse af kommunens vision om mere grønt og mindre asfalt samt fokus på at håndtere klimaforandringerne på en bæredygtig måde.
Med udpegningen af en lokal repræsentant tager Vallensbæk aktiv del i den større klimaindsats, der skal sikre en grønnere og mere bæredygtig fremtid – ikke bare i Vallensbæk, men i hele Danmark.