Vallensbæk Kommune investerer i solcelle-businesscase

Publiceret 03-01-2025

For at tage endnu et skridt mod en klimaneutral fremtid, har Vallensbæk Kommune afsat 300.000 kroner i 2025 til en businesscase, der skal afdække potentialet for solceller på kommunale bygninger.

Fremtiden er grøn, og Vallensbæk Kommune arbejder aktivt for at nå klimamålene om at blive klimaneutral senest i 2050. Et af de næste store skridt på denne vej er at undersøge mulighederne for at etablere solceller på kommunens bygninger. Derfor er der i budgettet for 2025 afsat 300.000 kroner til en businesscase, der skal screene kommunale ejendomme og vurdere, hvor solceller kan give størst klimaafkast. Initiativet er en del af kommunens vision om at bidrage til den grønne omstilling og inspirere andre til at gøre det samme.

- Med dette initiativ ønsker vi at skabe flere grønne bygninger og tage et lokalt ansvar for den grønne omstilling. Vi ønsker at gå foran og sende et signal om, at vi alle må bidrage til at passe på miljøet, siger Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen.

Selvforsynende svømmehal

Vallensbæk Kommune har allerede konkrete planer om at etablere 180 m² solceller på taget af den nye svømmehal, der er under opførelse. Dette bliver et vigtigt skridt mod en mere bæredygtig energiforsyning i kommunen.

Derudover deltager Vallensbæk i et større samarbejde med andre kommuner og Region Hovedstaden, der sammen med HOFOR undersøger muligheden for at etablere et fælles selskab til opsætning, drift og ejerskab af solcelleanlæg. Samarbejdet skal udnytte stordriftsfordele og dele viden på tværs, så projekterne bliver både økonomisk og organisatorisk bæredygtige.

- Opsætning af solceller på kommunale bygninger er ikke kun en investering i grøn strøm, men også i en grønnere fremtid for Vallensbæk. Vi ønsker at være en del af løsningen, og vi tager aktivt del i både lokale og regionale samarbejder, siger Henrik Rasmussen.

Grøn omstilling på dagsordenen

Kommunen arbejder desuden bredt med grøn omstilling, herunder energieffektivisering i bygninger, grøn transport og klimatilpasningstiltag. De kommende solcelleprojekter vil både være med til at spare energi og inspirere andre til at følge trop.

Med den grønne omstilling i fokus håber Vallensbæk Kommune at tage endnu et skridt i retning af en mere bæredygtig fremtid for både kommunen og dens borgere.