Spærringer i uge 4: Brug motorvejene

Publiceret 06-01-2025

Hovedstadens Letbane sætter kørestrømsledninger op i weekenden i uge 4. Arbejdet medfører flere spærringer, så vær opmærksom på omkørsler.

Kvinde går med barnevogn foran letbanesporet og med en jernbanebro i baggrunden. Der er sne.

Fra fredag den 24. januar til mandag den 27. januar 2025 sætter Hovedstadens Letbane kørestrømsledninger op i krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej og på strækningen fra jernbanebroen over Søndre Ringvej til Køge Bugt Motorvejen. Det vil medføre en række spærringer i området. Følg omvejsskiltningen, og brug motorvejene, hvis det er muligt.

Aften- og natarbejde

Af hensyn til trafikken er arbejdet planlagt i en weekend. For at få arbejdet færdigt hurtigst muligt vil vores entreprenører også arbejde i aften- og nattetimerne. Arbejdet kan til tider være støjende.

Søndre Ringvej spærret

Søndre Ringvej bliver spærret mellem Vallensbæk Torvevej og Vejlegårdsvej i hele perioden. Lyssignalet i krydset Vejlegårdsvej/Søndre Ringvej vil være tændt som normalt, så cyklister og gående kan krydse sikkert.

Se kort 1 ovenfor, som viser spærringen ved krydset Vejlegårdsvej-Søndre Ringvej-Bækkeskovvej., der gælder i hele weekenden.

Spærringer i Torvevejskrydset

Vallensbæk Torvevej vil være spærret nord for krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej natten mellem fredag kl. 20 og lørdag kl. 08 samt igen lørdag kl. 20 til mandag kl. 04.30.

I disse aften- og nattetimer vil de fleste bevægelser i krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej være spærret for bilister, og lyssignalet her vil være slukket for at skabe den bedst mulige trafikafvikling. Det vil fortsat være muligt, at:

  • dreje til højre ind på Søndre Ringvej i retning mod Brøndby – hvis man kommer fra Vallensbæk Torvevej.
  • dreje til venstre mod Vallensbæk bymidte – hvis man kommer fra Brøndby ad Søndre Ringvej.

Se kort 2 ovenfor, som viser spærringen, der gælder natten mellem fredag og lørdag og igen fra lørdag aften og resten af weekenden.

Sådan kan du færdes i Torvevejskrydset lørdag i dagtimerne

Lørdag mellem kl. 08 og 20 er det kun Søndre Ringvej, der er spærret for gennemkørsel, og lyssignalet vil fungere som normalt.

Se kort 3 ovenfor, som viser, at der åbnes op igen i krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej lørdag fra kl. 8-20.

Gående og cyklister

Gående og cyklister vil fortsat kunne færdes i lyskrydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej. Når Vallensbæk Torvevej er spærret for gennemkørsel, og lyssignalet er slukket, vil der være såkaldte flagmænd til stede for at sikre og guide de bløde trafikanter.

Gående vil kunne krydse Søndre Ringvej ved Vallensbæk St., når man kommer fra bussen og boligområderne Vejlegårdsparken, Amalieparken, Dagmarhaven, Emiliehaven og Carolinehaven, og ikke ønsker at bruge gangbroen.

Ændringer for busser

Linje 300S bliver omlagt ad Vejlegårdsparken, Vejlesvinget og Vejlegårdsvej via Vallensbækvej. Bussen standser på Vejlegårdsparken ved Vallensbæk St.

Linje 143 og 144 kommer ikke til Vallensbæk St. på sydsiden af stationen. Den kommer kørende ad Vejlegårdsparken imod Vallensbæk Torvevej. Det sidste stop på deres rute er Gammelgaards Alle. Herfra fortsætter bussen op i rundkørslen ved Idræts Alle for at vende og kører tilbage uden stop til Gammelgaards Alle i den modsatte retning imod Albertslund/Ballerup. For at komme til stationen skal man stå af på Vejlegårdsparken ved Vallensbæk St.

Høje køretøjer

Omkørslerne i perioden gælder også høje køretøjer. Høje og tunge køretøjer skal følge omvejskørslerne i hele perioden. Brug så vidt muligt motorvejene.

Hovedstadens Letbane og deres entreprenører beklager de gener, arbejdet giver.

For mere information

Kontakt Hovedstadens Letbane

Har du spørgsmål om letbanebyggeriet, er du altid meget velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på tlf. 7242 4500 eller e-mail info@dinletbane.dk.

Hvor og hvornår?

Dato: Fra fredag den 24. januar til mandag den 27. januar 2025 

Steder:

  • På Søndre Ringvej mellem Vallensbæk Torvevej og Vejlegårdsvej
  • I krydset Vallensbæk Torvevej/Søndre Ringvej

Gå hurtigt til