Spærring ved Bækkeskovvej

Publiceret 31-01-2025

Benytter du som fodgænger eller cyklist Bækkeskovvej, skal du være opmærksom på ændringer i spærringen fra uge 6.

Kørestrømsledningerne er allerede opsat på stykket fra Ishøj og op mod jernbanebroen.

Hovedstadens Letbanes entreprenører skal i den kommende uge bryde beton op og efterfølgende understøbe ved letbaneskinnerne i området ved den nye Strandhaven Station. Derfor flytter de på afspærringerne ved Bækkeskovvej fra på mandag den 3. februar. Det har betydning for især cyklister og fodgængere, der færdes i krydset Søndre Ringvej-Vejlegårdsvej-Bækkeskovvej.

Hovedstadens Letbane beklager de gener, som arbejdet medfører.

Cyklister

Cyklister, der kommer fra Strandområdet via Bækkeskovvej skal køre ad en midlertidig dobbeltrettet cykelsti på venstre side af og forbi arbejdsarealet på Bækkeskovvej. Herefter skal man svinge tilbage til den rigtige kørebane i højre side inden krydset med Søndre Ringvej. I krydset Søndre Ringvej-Vejlegårdsvej-Bækkeskovvej skal cyklister benytte de normale blå cykelfelter igennem krydset.

Skoleelever fra kvarteret omkring Vejlegårdsvej anbefales at benytte cykelstien langs Søndre Ringvej til Selsøvej, når de kører til og fra Egholmskolen.

Gående og bilister

Fodgængere over Søndre Ringvej skal som tidligere benytte sig af den midlertidige fodgængersluse forbi arbejdsområdet ved den nye Strandhaven Station.

De nye spærringer giver ingen betydning for bilister gennem krydset.

For mere information

Kontakt Hovedstadens Letbane

Har du spørgsmål om letbanebyggeriet, er du altid meget velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på tlf. 7242 4500 eller e-mail info@dinletbane.dk.