Sådan bruger du din brændeovn med omtanke

Publiceret 29-01-2025

Som brændeovnsejer har du et ansvar for at fyre korrekt, så du mindsker forurening og bidrager til et bedre miljø. Brændeovne kan være en hyggelig og effektiv varmekilde, men de er også en væsentlig kilde til luftforurening i Danmark.

Pas på miljøet – og dine naboer 

Ved at fyre korrekt kan du reducere din brændeovns partikeludledning med op til 80 %. Det betyder, at du ikke kun beskytter miljøet, men også skaber bedre forhold for dine naboer, som ellers kan blive generet af røg og lugt fra skorstenen. 

Følger du rådene her, kommer du rigtig langt.

Husk at bruge det rigtige brændsel 

  • Kun rent og tørt træ: Brug altid træ med et fugtindhold under 18 %. Du kan nemt kontrollere dette med en træfugtmåler. Vælg kløvet træ, der har tørret i mindst et år. 
  • Undgå behandlet træ og affald: Brænd ikke trykimprægneret eller malet træ, aviser, mælkekartoner eller plastik. Disse materialer kan frigive giftige stoffer og skadelige partikler. 

Tænd op på den rigtige måde 

  • Top-til-bund optænding: Tænd op i toppen af brændet i stedet for bunden. Det skaber en mere effektiv forbrænding og reducerer røgudvikling, fordi flammerne arbejder sig nedad gennem brændet. 
  • Start med små stykker træ: Brug små, tørre stykker træ til optænding, da de nemt fanger ild og sikrer en hurtig opvarmning af skorstenen. 

Sørg for rigelig luft 

  • Giv altid ilden rigeligt luft, især under optænding. God lufttilførsel sikrer en høj forbrændingstemperatur, der reducerer dannelsen af skadelige partikler. 
  • Juster luftspjældet, så flammerne brænder livligt uden at ose. Flammerne skal være klare og gule – ikke mørke og sodede. 

En halv million brændeovne 

500.000 danske hjem har en brændeovn, viser sidste års opgørelse over brændeovne og brug af brænde fra Danmarks Statistik. Undersøgelsen viser også, at der bruges mest brænde i enfamilieshuse uden fjernvarme.