Har dit barn husket lys på cyklen?

Publiceret 07-01-2025

Det er mørkt, når dit barn cykler til og fra skole. De næste to uger møder betjente fra Københavns Vestegns Politi op på de vestegnske skoler for øge bevidstheden om, hvordan man bliver synlig i trafikken.

Kvindelig betjent holder om et skolebarns cykelhjelm, mens en anden elev står og kigger på. Barnet står med ryggen til og har rygsæk på.
Cecilia Kisbye er en af de politiassistenter, som besøger skolerne de kommende uger. Foto: Københavns Vestegns Politi

I denne og næste uge besøger Københavns Vestegns Politi et stort antal skoler på Vestegnen for at sikre, at skolebørnene er synlige i trafikken. Her i vintermånederne er det nemlig mørkt til omkring kl. 8.35 – og allerede igen fra cirka kl. 15.50:

"Jo større synlighed i mørket, desto bedre. Det kan være svært for bilister at se cyklister i mørke, regn, sne eller tåge. Så jo mere dit barn lyser op, desto bedre. Sørg for, at dit barns cykel har kraftige lygter, der kan ses på lang afstand," siger politiassistent Cecilia Kisbye, Københavns Vestegns Politi.

Politiet vil være til stede ved skolerne fra kl. 7.30 for at tjekke cykellygter og tale med børn, unge og forældre om vigtigheden af synlighed i vintermørket:

"Vi vil gerne tale med børn og voksne om lys, reflekser, cykelhjelm og trafiksikkerhed generelt, for det handler om at få sig nogle gode vaner, når man færdes i trafikken," siger Cecilia Kisbye.

Ros og lygter

Børn, der møder op med fungerende lygter, får en lille anerkendelse, mens de, der mangler lys, får mulighed for at få et par nye lygter.

I lygtetændingstiden, som er fra solnedgang til solopgang, skal cykler have en hvid lygte foran og en rød lygte bagpå. Lyset skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og være synligt fra siden. Derudover er reflekser på cykel, tøj og cykelhjelm en god idé.

Fælles samarbejde på Vestegnen

"Jeg husker lygterne"

Det er sjette gang, at Vestegnens Trafiksikkerhedsråd afvikler kampagnen 'Jeg husker lygterne' for at øge synligheden blandt unge trafikanter og deres forældre.

I rådet samarbejder alle 11 kommuner i politikredsen, politiets færdselsafdeling og lokalpolitiets forebyggelsessekretariat om at forbedre trafiksikkerheden i området.

For yderligere information om krav til cykellygter og reflekser kan du besøge:

Cyklistforbundet 
www.cyklistforbundet.dk 

Rådet for Sikker Trafik
www.sikkertrafik.dk