Læsetanten Kirsten deler sin kærlighed til bøger

Publiceret 03-02-2025

I mere end ti år har Vallensbæks skoler haft læsetanter og -onkler på besøg i folkeskolerne. Vallensbæk Nu har været med til højtlæsning på Pilehaveskolen med læsetante Kirsten Aagaard.

Kirsten Aagaard har været læsetante i seks år.

- Det er svært at skulle sidde stille, det ved jeg godt. Men jeg kan ikke læse, hvis I løber rundt, siger Kirsten Aagaard.  

Hun sidder i en hjørnesofa i et tilstødende lokale til 2. klasse på Pilehaveskolen med seks af eleverne fra klassen. Foran sig på et sofabord ligger tre børnebøger. Kirsten er nemlig en af Vallensbæks næsten 30 frivillige læsetanter, som cirka en gang om måneden besøger skolerne for at trække tempoet ud af skoledagen. 

- Det er jo nok fordi, jeg selv er så glad for bøger. Det har jeg altid været. Jeg kan huske, da jeg som 7-årig fik mit eget lånerkort. Jeg lånte Troldepus i Skoven – det glemmer jeg aldrig, siger hun.  

Fantasi og samtale  

Fra sin plads i sofaen viser Kirsten bøgerne frem. Og pludselig sidder langt de af børnene i sofaen. Efter lidt småsnak om jul og deres egne juletraditioner tager Kirsten bogen om Sallys far.  

Hun læser i et roligt tempo, og børnene lytter. Hun kommenterer også på billederne, hvor Sallys frække lillebror Eddie både prøver at pakke en prut ind som julegave og tisser på juletræet, der er gået ild i. Både Kirsten og børnene kan lide skarnsstregerne. 

Men hun stiller også spørgsmål som: Ved I, hvad det betyder, når man siger ”træet skal spises”? Eller synes I ikke, det er fjollet, når lillebror Eddie siger, man får pigelus, hvis man giver en pige et kram?  

Børnene byder ind med svar, og Kirsten holder øjenkontakten.  

Hun oplever generelt, at de fleste børn kan lide at komme ud af klassen og få et frirum med læsetanterne. 

Man skal lære så meget her i livet, siger jeg til børnene, og med læsetanterne lærer vi at forestille os ting og danne billeder i hovedet. 

- Kirsten Aagaard, læsetante på Pilehaveskolen

Kirsten Aagaard tager gerne sine egne bøger med, men ellers har skolebibliotekerne et udvalg, de tilbyder læsetanterne- og onklerne.

Dimsedyr på afveje 

Udfordringen ved at være læsetante er, at det kan være svært at sidde stille og lytte. Denne formiddag er ingen undtagelse.  

De fleste af børnene afleder deres urolige pilfingre med nogle små gummidyr, som de nulrer, klemmer eller hiver i. Midt i højtlæsningen får en af eleverne skudt sin orange gummilarve op ovenpå rummets køleskab. 1-2-3. Og så er halvdelen af børnene i gang med en redningsaktion for det fortabte gummidyr. 

Kirsten må fortælle, at det forstyrrer historien, men giver plads til, at larven kommer sikkert ned. Og så understreger hun, at børnene skal sidde mere stille med gummidyrene.  

- Jeg skal jo ikke være lærer og skælde ud. Her skal vi mødes, fordi det er hyggeligt, siger hun. 

At mødet mellem dem er rart, gøder nemlig jorden for Kirstens mål med at komme her: At der i klassen kan blive vakt en eller flere nye bogelskere, ligesom hende selv. For bøger er noget af det bedste, hun ved. 

- Har du en bog med dig, så er der altid en ven med. 

Læsetanter og -onkler i Vallensbæk

  • Vallensbæk har haft læsetanter og -onkler i mere end 10 år.
  • Ordningen er et samarbejde mellem kommunen og Ældre Sagen i Vallensbæk.
  • Højtlæsningen giver børnene en pause i skoledagen og er med til at understøtte danskundervisningens mål.
  • Derudover er højtlæsningen også et møde på tværs af generationer, hvor både børn og voksne lærer hinanden bedre at kende.

Vil du læse højt?

Kunne du tænke dig at blive læsetante eller -onkel for skoleelever eller for børnene i Vallensbæks dagtilbud?

Så kontakt

Inge Mauritzen på 2096 3090 eller mail 

Yvonne Stjernholm på 2893 5172 eller mail.