Nyt fra borgmesteren

Publiceret 19-12-2025

Så er der nyt fra borgmesteren! Året går på hæld, så denne gang runder jeg nogle af årets sidste gode nyheder – fra Strandparken til Grøn Trepart og flere af Vallensbæk Kommunes gode samarbejder.

Portræt af Henrik Rasmussen

Fælles naturplan for Strandparken

Strandparken har i årtier været et af vores vigtigste rekreative områder. Men hvordan beskytter og udvikler vi naturen der, samtidig med at Strandparken fortsat kan bruges til friluftsliv og fællesskab? Det skal en ny fælles naturplan for området give os et fælles vidensgrundlag om.

Naturplanen bliver et vigtigt fundament for den kommende modernisering af Strandparken, som venter forude. Med den flotte donation på 210 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, og de 22,7 millioner fra Kystbeskyttelsespuljen, som vi også har søgt og fået, har vi nu et fantastisk fundament for at udvikle vores skønne Strandpark. Det glæder jeg mig helt enormt til.

Grøn arealomlægning i Vallensbæk

Og så til et andet naturprojekt. Kommunalbestyrelsen har i denne uge principgodkendt Vallensbæks del af den fælles omlægningsplan fra den lokale grønne trepart. For Vallensbæk handler det konkret om et skovrejsningsprojekt på cirka 26 hektar, som kan skabe mere sammenhængende natur og nye muligheder for stier og ophold i området mellem den nye kirkeskov og golfbanen.

Det er vigtigt for mig at understrege, at der er tale om et principielt skridt. Det videre arbejde sker i dialog med lodsejerne og med respekt for både natur, lokale forhold og ejendomsretten. Målet er at finde løsninger, der giver mening – både for klimaet, naturen og Vallensbæk som helhed.

Letbane kører ind på stationen, chauffør vinker i vinduet
En måned efter åbningen den 26. oktober viser de første passagertal, at efterspørgslen er langt højere end forventet. I gennemsnit har ca. 5.600 passagerer rejst med Letbanen på en hverdag, hvilket er markant over forventningerne på ca. 3.500 i projektets første halve år.

Letbanen er åbnet – en milepæl for Vallensbæk

Klimaet vinder også for hver gang, vi lader bilen stå. Og med den nye Letbane er der kommet endnu et godt alternativ til at hænge i køen ude på ringvejen.

Vi kan allerede se, at den bliver brugt flittigt, og passagertallene ligger faktisk omkring 60 procent højere end forventet i opstartsperioden. Alt tyder på, at Letbanen vil spille en stadig større rolle i vores måde at bevæge os rundt på – både lokalt og på tværs af hovedstadsområdet. Det er en udvikling, vi som kommune er stolte af at være en del af.

Fælles tandregulering fortsætter

Hvidovre Kommune har meddelt, at de ønsker at udtræde af det fælleskommunale samarbejde om tandregulering ved udgangen af året. Vi er ved at lande en aftale om vilkårene, samtidig med at en ny samarbejdsaftale kommer på plads med Albertslund, Brøndby, Ishøj og Tårnby Kommuner. For Vallensbæk er det vigtigt, at vi fortsat sikrer en stabil og velfungerende tandregulering for vores børn og unge.

Og apropos tænder. På Pilehaveskolen er den nye og topmoderne tandklinik taget i brug efter en større ombygning, udført af entreprenør VVS-Jess A. Olsen og rådgiver Erik Arkitekter. Det er blevet superflot med lyse, rummelige og trygge rum for alle – måske man ligefrem kan glæde sig over at skulle til tandlæge?

Rejsegilde ved Vallensbæk Skole

Gode folk har vi også stadig i gang på Vallensbæk Skole. Jeg havde fornøjelsen af at være med ude på byggepladsen med entreprenør Ole Jepsen A/S, da der var rejsegilde for den nye indskoling og SFO. Mange elever har fulgt byggeriet tæt, og det var tydeligt at mærke deres nysgerrighed for at se, hvor meget der er sket under presenningerne. Det viser, hvor meget de allerede ser frem til at tage de nye rammer i brug i det nye skoleår.

En masse piger i fodboldtrøjer hjælper borgmesteren med at klippe en rød snor
Borgmester Henrik Rasmussen og Vallensbæk IF’s U9-piger indviede den nye forplads foran Vallensbæk Vand- og Idrætscenter.

Åbent hus i Vand- og Idrætsbyen

Ovre på den anden side af Idræts Allé var der i november åbent hus i Vallensbæk Vand- og Idrætsby. Jeg havde fornøjelsen af at indvie den nye forplads sammen med Vallensbæk IF’s U9-piger, som både fik klippet snoren og udfordret mig til en lille kamp efterfølgende.

Det gav et fint billede af, hvordan Vallensbæk Vand- og Idrætsby netop skal bruges: som et sted med liv, energi og plads til alle generationer. Jeg ser frem til, at vi snart kan åbne endnu mere og tage hele området i brug.

Vallensbæk og ARKEN forlænger samarbejdet

Jeg er meget glad for at fortælle, at vi har forlænget vores samarbejde med ARKEN Museum for Moderne Kunst. Det betyder, at børn og unge i Vallensbæk også de næste tre år får kunst og kreativitet som en naturlig del af både børnehave- og skolelivet.

Med forlængelsen sikrer vi, at alle børn i Vallensbæk møder kunsten flere gange gennem deres opvækst – fra de første, legende møder i børnehaven til de mere undersøgende og dybdegående forløb i udskolingen. Jeg ser frem til tre nye år med et stærkt partnerskab og endnu flere gode oplevelser for vores børn og unge.

Julestemning i Vallensbæk

De seneste dage har vi sammen tændt juletræerne rundt omkring i Vallensbæk – i Nord, i Landsbyen og ved rådhuset i Syd. Det har været nogle rigtig hyggelige arrangementer med musik, fortællinger, teater og masser af god julestemning, og det glædede mig at møde så mange af jer og mærke fællesskabet på tværs af byen.

Nu går vi ind i juletiden, hvor mange forhåbentlig får mulighed for at sænke tempoet og nyde samværet med familie og venner. Jeg vil gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår – og tak for endnu et år med stort engagement i Vallensbæk.