Juletræet ved Vallensbæk Rådhus og Kultur- & Borgerhuset blev lørdag den 29. november tændt foran flere hundrede fremmødte. Pladsen summede af liv, børn og voksne bevægede sig mellem boder, aktiviteter og forestillinger, mens det store træ ventede på at blive tændt.
Dagen bød på et bredt program med musik fra Musikskolen, der fyldte Havet til sidste plads, børneteater, trylleshow og luciaoptog. Rundt på området var der mange aktiviteter for børn, og vejret bidrog til den gode stemning. Omkring 800 chokoladekalendere blev delt ud, og både Menighedsplejen og de øvrige samarbejdspartnere havde gode besøgstal i deres boder.
Også juletræstændinger i Nord og Landsbyen
Julefejringen begyndte allerede dagen før, hvor juletræerne i både Nord og Vallensbæk Landsby blev tændt ved Sundhedshuset Nordmarken og Gadekæret. Mange lagde vejen forbi og fik sunget julen ind med dans om træet og nød nogle hyggelige timer sammen.