Torsdag blev finalen på årets Vallensbæk Hackathon 2025 afholdt, og dagen var præget af engagement, kreativitet og fokus på bæredygtige løsninger. Over flere dage har kommunens 9. klasser arbejdet med at udvikle idéer, der adresserer udfordringer inden for grøn omstilling og bæredygtighed – både globalt og lokalt i Vallensbæk.
Til finalen præsenterede eleverne deres idéer for et dommerpanel bestående af repræsentanter fra erhvervslivet samt borgmester Henrik Rasmussen.
I sin tale fremhævede borgmester Henrik Rasmussen, at de udfordringer, verden står overfor i forhold til klima og bæredygtighed, kun bliver vigtigere i de kommende år. Samtidig understregede han, at verden har brug for unges idéer og kompetencer, og at de færdigheder, eleverne har arbejdet med under Hackathon – samarbejde, problemløsning, innovation og kommunikation – bliver vigtige både i uddannelse og arbejdsliv.