Cykelstafet på Vestegnsruten kommer til Vallensbæk

Publiceret 28-08-2025

Fredag den 5. september kan du opleve Vestegnsruten på to hjul, når en cykelstafet ruller gennem alle syv kommuner på Vestegnen – med start i Vallensbæk kl. 8.45.

En fælles oplevelsesrute på Vestegnen

Vestegnsruten er en 42 kilometer lang cykel- og oplevelsesrute, der binder syv vestegnskommuner sammen. Ruten går gennem grønne områder, byliv, kulturmiljøer og kyststrækninger. I Vallensbæk kan du blandt andet opleve havnen, naturen og stranden, som giver en smuk ramme om turen.

Programmet i Vallensbæk

Deltagerne mødes på Nældestien ved havnen kl. 8.45.

Kl. 9.00 overtager Vallensbæk stafetten fra Ishøj, og herfra cykles der samlet mod Brøndby. Undervejs holdes en pause, hvor borgmesteren holder tale, der synges fællessang, og alle deltagere får en goodiebag.

Efter stoppet fortsætter turen til Brøndby, hvor stafetten skal videregives kl. 9.50.

Alle kan være med

Man kan vælge blot at cykle Vallensbæks etape, fortsætte til næste kommunegrænse – eller tage udfordringen op og gennemføre hele den 42 kilometer lange rute.

Formålet med cykelstafetten er at sætte fokus på Vestegnen som et fælles område, skabe sammenhold på tværs og give deltagerne en aktiv og hyggelig oplevelse i det fri.

Praktisk information

Der er fri tilmelding, og alle er velkomne til at deltage. Du kan følge med på Facebooksiden “Fritid og Frivillighed i Vallensbæk”, hvor vi løbende deler flere detaljer og opdateringer.

Du kan også læse mere om Vestegnsruten og se kortet over ruten HER

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til csf@vallensbaek.dk