Lørdag den 30. august 2025 inviterer de blå og grønne organisationer til Bioblitz i Strandparken.
Her kan børn, unge og voksne gå på opdagelse i naturen sammen med eksperter og frivillige – og du er altså også inviteret. Alle aktiviteter er gratis, og der er noget at opleve fra morgen til aften. Du kan se det fulde program nedenfor.
Mere viden om naturen omkring os
Bioblitzen er arrangeret med det formål, at vi bliver klogere på, hvilken skøn natur vi har i Strandparken – og hvor mange arter der trives i området.
Når du deltager i bioblitzen, håber vi derfor, at du vil registrere dine fund i Arter-appen eller på Arter.dk, så alle kan se, hvad der bliver fundet. Det gælder også, hvis du har lyst til at tage en tur ud alene alle årets 364 andre dage og gerne vil bidrage til vores fælles vidensdatabase.
Udover bioblitzen lørdag den 30. august jagter skoleelever fra Vallensbæk Kommune samt Hvidovre, Brøndby og Ishøj Kommuner også en masse spændende arter. Du kan derfor møde flere hold elever og deres undervisere i Strandparken over de kommende uger, imens de er i gang med at registrere en masse arter og på den måde lære om naturen ude under åben himmel.

