Fra asfalt til opholdssted
Lige efter påske står Vallensbæk over for en spændende forvandling af bymidten. Her tager vi nemlig hul på første etape af en grøn og levende bymidte – et nyt samlingssted midt i byen med plads til både ophold, leg og fællesskab.
Når projektet står færdigt i efteråret 2025, vil Rådhuspladsen blive forvandlet til et moderne område – fyldt med liv, grønne omgivelser og aktiviteter. Her kommer blomstrende planteøer, bænke og et springvand til leg. Der bliver plads til både foodtrucks, koncerter, juletræstænding og spontane møder i solen. Og det står klar til Høstfesten.
Den nye plads bliver også forbundet med stationen og den kommende letbane via Rådhusstien – den grønne hovedsti gennem området, der skaber en tryg og direkte forbindelse mellem bymidten, letbanen og stationen. Her kommer cykelparkering, siddepladser og små legeområder til børnene. Det hele bliver bundet sammen med belægning, beplantning og belysning i et sammenhængende, åbent og bæredygtigt design, siger Nanna Mejlgaard, der er chef for Center og Teknik.
Letbaneforplads og Rådhusstien styrker sammenhængen
Som en del af projektet etableres der også en ny letbaneforplads med cykelparkering, planteøer, træer og overdækninger. Forpladsen bliver anlagt på begge sider af ringvejen og får samme materialer og udtryk som Rådhuspladsen, så området hænger sammen både visuelt og funktionelt.
Den nye Rådhusstien bliver en grøn og tryg forbindelse mellem letbanen og stationen, med blomstrende bede og hjemmehørende planter, der understøtter biodiversitet. Stien bliver godt belyst og indrettet med cykelstativer og små opholdszoner, så det bliver nemt og rart at komme rundt – og rart at blive lidt længere.
Byggeriet begynder – og pladsen lukkes midlertidigt
For at gøre plads til arbejdet bliver området foran rådhuset – parkeringspladsen mellem Rådhuset og Søndre Ringvej – lukket for offentlig parkering fra den 22. april. Da flere pladser nedlægges for at gøre plads til at få åbnet rådhusaksen op, og samtidigt bliver der også byggeplads, mens forvandlingen er i gang.
Fodgængere og cyklister kan dog stadig færdes via stien forbi rådhuset i byggeperioden.
Projektet er første skridt mod at skabe en bymidte, der samler Vallensbæk og giver plads til et mere aktivt og grønt hverdagsliv.
Letbanen baner vejen for nyt byliv
Når letbanen åbner i 2025, vil tusindvis af rejsende få deres daglige gang i området. Derfor investeres der nu i en bymidte, der ikke blot fungerer som transportknudepunkt, men som et sted, man har lyst til at opholde sig. Anlægget af letbanen giver dermed muligheden for at gentænke og forbedre bymidten med fokus på mennesker og grønne løsninger.
Det her handler om at skabe et Vallensbæk, hvor man har lyst til at blive lidt længere – ikke bare passere igennem. Vi siger farvel til asfalt og biler midt i byen og goddag til grønne opholdssteder, fællesskab og byliv. Det er en vigtig investering i både livskvalitet og fremtid, siger borgmester Henrik Rasmussen.
Fremtidens bymidte er i gang
Området omkring rådhuset vil i byggeperioden være præget af aktivitet og afspærringer, men fodgængere og cyklister kan fortsat komme frem. Der vil løbende blive informeret om ændringer og midlertidige forhold.