Facadegilde på Stjernegården

Publiceret 28-04-2025

Der blev holdt facadegilde på Stjernegården, Vallensbæk Kommunes nye daginstitution, som nu er nået så langt, at facaden skalmures. Byggeriet skrider planmæssigt frem og forventes færdigt i sensommeren 2025.

Børnene lagde selv mursten

Stjernegården, Vallensbæk Kommunes kommende daginstitution, tog endnu et skridt fremad, da der blev afholdt facadegilde på byggepladsen. Traditionen blev fejret sammen med håndværkere, entreprenører og samarbejdspartnere, der alle har en stor andel i projektets fremdrift.

Fire af de otte børn, som i dag går i midlertidige lokaler, var også med til at fejre dagen. Som et sjovt og sødt indslag fik børnene lov til selv at lægge mursten på byggeriet – en særlig oplevelse, der skabte smil hos både store og små.

Bæredygtighed og sammenhæng med lokalområdet

Byggeriet skalmures med genbrugsmursten, hvilket både bidrager til bæredygtighed og sikrer, at det nye by

ggeri harmonerer med områdets arkitektur ved skolen og landsbyen. Det er entreprenørfirmaet Gråkjær, der sammen med deres underentreprenører står for arbejdet.

Plads til leg, læring og fællesskab

Stjernegården bliver en moderne og integreret daginstitution med plads til cirka 100 børn fordelt på tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper. Der etableres fællesrum til blandt andet leg, kreativitet, motorik og bevægelse samt et moderne produktionskøkken med madordning til alle børn.

På legepladsen bliver der både gynger, rutsjebaner, balancebaner, en boldbane og en klatrepyramide, som bliver en naturlig del af børnenes hverdag.

Byggeriet forventes at stå færdigt i sensommeren 2025.

Et af børnene fra Stjernegården lagde selv en mursten ved facadegildet – en hyggelig og mindeværdig del af fejringen.

Facaden på Stjernegården mures op med genbrugsmursten for at sikre både bæredygtighed og et flot samspil med områdets arkitektur.