I et hyggeligt lokale i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus har en usædvanlig hjælper fundet sit kald. Hollie, en mild og tålmodig læsehund, sidder omgivet af børnebøger og to ivrige små læsere. Med et blidt vift af halen og et opmuntrende blik skaber Hollie et trygt rum, hvor børn kan udforske litteraturens verden uden frygt for fejl og kritik.
Hollie er uddannet læsehund fra Fonden For Socialt Ansvar, som har fundet en ny på måde til at skabe læselysten blandt skolebørn, fortæller Dorte Schellerup, Hollies ejer og frivillig læsehjælper.
- Man vil jo gerne vise sine kammerater og pårørende, at man er god til at læse. Men her skal man bare læse en historie for Hollie. Hun lægger ikke et pres, i stedet giver hun nærvær, kærlighed og er der egentlig bare, forklarer Dorte.
Et trygt læserum skaber læselyst
Denne tilgang skaber en afslappet atmosfære, som fremmer læring og interaktion. Programmet består af seks uger, hvor Hollie møder børn som den 9-årige Mira en time om ugen.
- Man bliver vant til, og får lyst til at læse foran alle. Og det er sjovt, fordi Hollie er bare så sød, og hun lytter, fortæller Mira.
Også Magne på 7 år er enig med Mira. Han fortæller, at han skal til at starte i forløbet, og synes, det er trygt og anderledes.
- Det er dejligt, Hollie ikke kan afbryde. Det gør det lidt mere sjovt, og man bliver vant til at læse højt i klassen, siger han.
Øget motivation
Når det seks ugers forløb er nået til ende, modtager barnet et diplom med et billede af sig selv og hunden som anerkendelse af deres fælles indsats.
Katrine Glyngbo, Miras mor, har set betydelige forbedringer i hendes datters motivation til at åbne bøgerne.
- Hollie har gjort Mira mere læseglad. Det foregår på hendes præmisser og har været for fornøjelsens skyld, siger Katrine Glyngbo, der varmt anbefaler initiativet til andre forældre.