Milepæl nået: Nu testkøres letbanen

Publiceret 15-08-2024

I denne uge begynder testkørslen af Letbanen på en delstrækning i Glostrup Kommune. Det betyder, at borgerne fra i dag kan møde de grønne tog i trafikken på en udvalgt strækning.

Det første tog ruller nu ud på skinnerne fra Hovedstadens Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup. Her skal både banen og de grønne tog testkøres på en kortere strækning mellem kontrol- og vedligeholdelsescenteret og Glostrup Station. Testkørselsfasen er en vigtig milepæl i processen mod, at Letbanen kan åbne for passagerer.

Hold øje med det grønne tog

Letbanen kører i sit eget spor, men vil blandt andet i vejkryds være en del af den øvrige trafik.

- Vi ved, at Letbanen er et nyt element i trafikken for de fleste borgere i hovedstadsområdet. Derfor er det vigtigt, at man som borger ved, hvad man kan forvente og skal forholde sig til, når Letbanen kører på strækningen, fortæller projektdirektør i Hovedstadens Letbane, Henrik Bendsen.

Hovedstadens Letbane har op til testkørslens begyndelse informeret borgerne langs strækningen. Det er sket gennem nyhedsbreve, hjemmeside og sociale medier samt i medier, der er synlige ude på strækningen. Det drejer sig for eksempel om busbagsider og læskure ved busstoppesteder. Formålet har været at skabe opmærksomhed om, at der nu er en ny deltager i trafikken i Glostrup Kommune.

- Vi ved af erfaring, at der vil være en tilpasningsperiode for både trafikanter og letbaneførere. Som trafikant skal man derfor være særligt opmærksom på at overholde færdselsreglerne og holde øje med det grønne tog, når man færdes på strækningen, afslutter Henrik Bendsen.

 

Testkørslen

Testkørslen foregår på strækningen fra kontrol- og vedligeholdelsescenteret (Nordre Ringvej/Slotherrensvej) og forbi letbanestationerne Rødovre Nord, Glostrup Ejby, Glostrup Nord - Hersted, Glostrup Hospital - Rigshospitalet og slutter ved Glostrup Station.

Testkørslen foregår dermed primært i Glostrup Kommune samt en kortere strækning i Rødovre Kommune.

Testkørslen sker først med et enkelt tog og senere flere tog i begge retninger.

I testkørselsfasen kører Letbanen indledningsvist med lavere hastigheder end dem, trafikanter kan forvente, når Letbanen er i drift.

Testkørslen skal teste toget i kørsel på skinnerne. I den forbindelse testes signalsystemet, som viser togenes placering på strækningen, også. Derudover skal der udføres test af toget, hvor det ikke kører. Det drejer sig blandt andet om test af togets døre, informationssystem, belysning og ventilation.

Læs mere om testkørsel hos Hovedstadens Letbane.