Nu skal tekstiler genanvendes

Publiceret 13-11-2023

Vallensbæk Kommune begynder at sortere tekstilaffald fra november.

Misfarvede klude og hullede sokker. Fra november begynder Vallensbæk Kommune at sortere udtjent og beskadiget tøj og tekstiler som tekstilaffald.

Over de kommende uger vil du derfor modtage en pakke med nye poser til at sortere tekstilaffald i og et brev om, hvordan du skal bære dig ad. Tekstilaffaldet bliver herefter hentet sammen med dit storskrald. Husk, at tøj og tekstiler, som andre stadig kan bruge, skal du fortsat aflevere til genbrug.

Hvorfor sortere?

Ved at sortere dit tekstilaffald er du med til at sikre, at ressourcerne bliver genanvendt, og at vores samlede CO2-aftryk i Vallensbæk og Danmark mindskes.

I Vallensbæk forventer vi at indsamle i omegnen af 19 ton tekstilaffald om året. Det kan herefter blive til f.eks. isolering, klude, møbelhynder og bilsæder.