Flere hundrede deltagere i alle aldre deltog i Åbent Fællesskab i september. Fælles for dem alle var, at de havde lyst til ganske uforpligtende at prøve en ny fritidsaktivitet i en af Vallensbæks mange foreninger og fællesskaber. Og med mere end 50 forskellige aktiviteter var der nok at vælge imellem.
Nogle aktiviteter var faste foreningsaktiviteter, der altid er åbne for nye interesserede, men som brugte Åbent Fællesskab til at blive synlige. Andre var unikke tilbud såsom havgus, sejlads og kirkegårdsvandring, hvor foreningerne viste deres passioner og delte glæden ved fællesskabet, de er en del af i Vallensbæk.
Ildsjælene siger ’ja tak’ til Åbent Fællesskab
Allan Hansen, Vallensbæk Cykel Motion
Vallensbæk Cykel Motion arrangerede en cykeltur på 50 km.
"Vi fik en rigtig god dag ud af det. Vi havde måske troet, at der ville komme 2-3 nye folk, men der kom 15, og det havde vi slet ikke drømt om. Det har givet os blod på tanden, også selvom vi nu har lukket for landevejssæsonen. Hvis vi er heldige, kan de jo være, at vi ser nogle af de 15 igen til foråret, når vi igen."
Anders Hvid Jensen, Røde Kors Ishøj-Vallensbæk
Røde Kors arrangerede Strik og sy til et godt formål.
"Vi havde seks tilmeldte, fem mødte op, og af de fem er tre nu startet. Det betyder, at vi nu har 32 nørklere, der lige nu blandt andet strikker 1200 sokker til juleteaterforestillingen Sokke-nissen på Ishøj Teater eller laver krammedyr til børn på Hvidovre Hospital, der er indlagt med cancer. Så vi kunne sagtens forestille os at være med igen næste år, for der er hele tiden plads til flere frivillige."
Vallensbæk Badminton bød børn og forældre indenfor til en omgang Miniton.
Lars Panter Jensen, Vallensbæk Badminton
Vallensbæk Badminton havde blandt andet arrangeret Miniton over to lørdage.
"Åbent Fællesskab har givet os en stor eksponering og en rigtig god respons med mange fremmødte. Vi har i hvert fald fået seks nye medlemmer til klubben her inden efterårsferien, og vi håber, at der også kommer et par nye medlemmer efter ferien. Selve træningen var jo rent kaos med så mange små børn, der ikke har prøvet det før. Men det er jo også det, der gør det sjovt, og vores trænere er heldigvis gode til at få skabt organisering i al den sjov og ballade."