Trygfonden bevilger 5 Mio. kroner til forskningsprojekt i Vallensbæk Kommune

Publiceret 12-12-2023

Vallensbæk-projekt får penge fra Trygfonden til at udvide og forske i deres succesfulde undervisningsforløb "Mit liv – Jeg bestemmer". Trygfonden har bevilget 5 millioner kroner til projektet, der skal fremme sundhed og trivsel blandt 10. klasses elever.

Klar livet - uden røg og rusmidler har sammen med Steno Diabetes Center Copenhagen og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorie modtaget en bevilling på 5 millioner kroner fra Trygfonden til et banebrydende treårigt forskningsprojekt, Mit liv – jeg bestemmer. Projektet, udviklet i Vallensbæk Kommune, har allerede vist gode resultater i samarbejde med 10. klasses elever og sundhedsafdelingen. Nu skal midlerne fra Trygfonden anvendes til at teste og udbrede undervisningsforløbet til andre 10. klasser.

- Eleverne er glade for det, vi kommer med i vores forløb. De lærer nye sider af sig selv, får mere styr på hverdagen og opdager sammenhænge mellem trivsel og deres sundhedsvaner. Det glæder mig, at vi har fået mulighed for at kvalificere vores undervisningsforløb og udbrede det til flere skoler," udtaler sundhedskonsulent Tilde Skjærlund Jensen, der har udviklet undervisningsforløbet og været primus motor for indsatsen i Vallensbæk.

Projektet, der har været igennem fem vellykkede omgange i Vallensbæk, skal nu videreudvikles og testes yderligere, så det kan tilpasses og implementeres af andre 10. klasser.

Sundhed på skemaet

"Mit liv – jeg bestemmer" udføres af kommunale sundhedskonsulenter og bygger på udeskole-konceptet ved at samarbejde med lokale aktører som den lokale spejderhytte og fitnesscentre. Med 28 lektioner over 7-10 uger i starten af skoleåret, involveres eleverne aktivt i deres egen læring ved at vælge aktiviteter og selv stå for en del af undervisningen.

Eleverne undervises i det brede sundhedsperspektiv omhandlende fysisk sundhed (motion, kost, rygning, alkohol) og mental sundhed (selvbevidsthed, evnen til at mestre livet og troen på egen formåen og sociale relationer). Projektet har vist sig at styrke elevernes trivsel og ruste dem til fremtidige uddannelsesmuligheder. Her er hvad tre elever fra 10. klasse i Vallensbæk siger om projektet.

- Det jeg har fået ud af forløbet, er nok at jeg er blevet bedre til at samarbejde med folk, og at sundhed har mere end bare med mad og kost at gøre, men det er også det mentale.

- Jeg har fået fællesskab og forstand på hvad ting kan betyde for mig og andre. Jeg har også fået mere viden om de ting der kan ske hvis man udforsker for meget med farlige ting.

Med Trygfondens støtte og det kommende forskningsarbejde ser Vallensbæk Kommune frem til at videreudvikle og udbrede "Mit liv – jeg bestemmer" som et værdifuldt redskab til at styrke elevers sundhed og trivsel på tværs af landets 10. klasser.

- I Vallensbæk prioriterer vi børn og unges trivsel og sundhed meget højt. Det er en del af vores strategi. Så det er positivt, at det arbejde vi har påbegyndt, nu bliver til et forskningsprojekt på tværs af mange kommuner, siger Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk.