Helhedsplan for Vallensbæk Bymidte
På seneste kommunalbestyrelsesmøde godkendte vi en helhedsplan for Vallensbæk Bymidte og byens tre nye letbaneforpladser, der skal sikre en god og grøn udvikling af byen. Baggrunden for planen er, at letbanen er på vej. Det kommer til at ændre meget i bybilledet. Med letbanen får vi mulighed for at skabe en stærk og grøn bymidte, som sammentænker områdets mange funktioner. Den del af helhedsplanen for bymidten, som sagen handler om, er området omkring rådhuset og stationen fra Vejlegårdsvej i vest og til Torvevej i øst. Helhedsplanen kommer til at foregå i flere etaper, og første del starter her i det nye år. Vi har planer om at begynde med letbanepladserne, stisystemerne og opholdsstederne, hvorefter vi arbejder videre med de resterende dele af bymidten. Jeg glæder mig meget til at være med til at udvikle området til gavn for vores borgere. Målet er, at byrummet skal invitere til flere gode oplevelser, som kan bidrage til mere glæde, sundhed og velvære i borgernes hverdag.
Nyt skovareal ved Vallensbæk Landsby
På seneste kommunalbestyrelsesmøde blev vi enige om at bevillige et tillæg på 197.000 kr. til et skovrejsningsprojekt ved Vallensbæk Landsby. Vi arbejder kontinuerligt på at reducere CO2-udledningen med henblik på at blive CO2-neutrale i 2050, og det kan denne nye skovrejsning bidrage til. Sammen med Vallensbæk Menighedsråd og klimafonden er vi derfor med i dette skovrejsningsprojekt ved Vallensbæk Landsby, som ud over træer, buske og små søer til glæde for padder, også skal være et frirum med stier, som frit kan benyttes af borgerne.
Ombygning af Pilehaveskolens svømmebassin
De eksisterende svømmebassiner på Pilehaveskolen og Egholmskolen skal overgå til anden anvendelse, når den nye svømmehal ved Idrætscenteret står klar. Som alternativ udnyttelse af svømmehallen på Pilehaveskolen foreslår vi i kommunalbestyrelsen, at der bliver etableret padeltennis og pickleball, som er et stort hit hos mange unge. Idéen er, at det skal bruges af skolens elever og lærere i dagtimerne, og om eftermiddagen og aftenen skal det også være åbent for andre borgere. Et spændende projekt, som forhåbentlig bliver en populær facilitet blandt vores borgere.
Status på svømmehallen i Idrætscenteret
Desværre gik svømmehallens entreprenør ’Combi Byg’ konkurs i midten af oktober. Det er selvfølgelig enormt ærgerligt, men de var heldigvis nået langt med arbejdet. De har fået lavet alle de store tekniske anlæg til vandbehandling osv., men der mangler blandt andet stadig klinker i bassinerne. Lige nu afventer vi yderligere informationer fra kuratoren, som skal melde tilbage, hvad der helt præcist skal til, for at få svømmehallen færdig, men en færdig svømmehal skal vi nok få.
75-års fødselsdag i Korsagergaard Seniorhus
For sjette gang kunne vi invitere alle vores skønne 75-årige borgere til en stor fælles fødselsdagsfest. Ca. 70 borgere var mødt op til fødselsdagen, som for første gang blev fejret i Korsagergaard seniorhus. Her var fødselarerne inviteret til lagkage og kaffe, og der var et oplæg med forfatter og journalist, Erik Lindsø, som fortalte om, hvor vigtigt det er med humor og latter i hverdagen, da det kan nedsætte stress og bidrage til at styrke fællesskabsfølelsen. Korsagergaards daglige leder, Simone Päevatalu, fortalte også om seniorhusets mange aktiviteter og lokalernes ånd, som bygger på varme og kreative fællesskaber, der kan være med til at holde de ældre friske i mange år. Der er løbende rundvisninger på Korsagergaard, hvis du ønsker at vide mere om de mange aktiviteter i huset. Følg med på kommunens hjemmeside via dette link: Det Sker.
Kampagnen ’Alle børn cykler’
På Pilehaveskolen fejrede vi den store præmieoverrækkelse efter den landsdækkende cykelkampagne ‘Alle børn cykler’, der opfordrer skolebørn i alle aldre til at træde i pedalerne til og fra skole og i fritiden med brug af cykelhjelm. Det var 5.b fra Pilehaveskolen, som indtog førstepladsen i Vallensbæk. Klassen cyklede 89 % af de mulige dage i kampagneperioden. Og det bedste af det hele var, at de huskede hjelmen på hver eneste tur. Også 6.a og 5.c fra Pilehaveskolen gav den fuld gas og indtog henholdsvis anden- og tredjepladsen. Hver klasse fik tildelt et godt beløb til deres fælles klassekasse, som de kan bruge til nogle gode aktiviteter med deres klassekammerater. Et stort tillykke til jer! Og tak til Københavns Vestegns Politi og Cyklistforbundet for at være med til at fejre elevernes fantastiske præstation.
Kreative skoledage på ARKEN
Eleverne i 5. klasse fra Vallensbæk Skole har fornyelig dykket ned i kunstens verden, som en del af Åben Skole forløbet ”Laboratorium for kreativ læring”. Sammen med dygtige undervisere fra ARKEN har eleverne udforsket rum, arkitektur og skulpturer med krop og sind. De har skabt performative installationer, gået på opdagelse mellem skulpturer og brugt hele museet som en levende læringsarena. Til ferniseringen så jeg alle deres flotte foto-collager, store ark og figurer i ler, som de også viste frem for deres familier. Alle elever i 5.klasse i Vallensbæk kommune møder ARKEN gennem ”Laboratorium for kreativ læring", som er en af kommunens samarbejde med ARKEN. Projektforløbet handler om at præsentere vores børn og unge for nye kunstneriske miljøer og få dem til at indgå i kreative læringsprocesser.
Pilehaveskolen indvier den grønne skolegård
Jeg var inviteret med til indvielsen af den nye grønnere skolegård på Pilehaveskolen. Den fornyede skolegård har bl.a. fået nye bede, træer og mere tilgængelige og større skraldespande med flere sorteringsmuligheder. Elevrådsformanden og formanden for det grønne råd fortalte også, at de har fået flere indsamlingsområder til flaskepant på skolen, og at de har indført en fast ”grøn dag”, hvor alle elever arbejder på at gøre skolen endnu grønnere. Under indvielsen hejste skolen også det grønne flag for 2. gang - et flag, som afspejler deres store fokus på at værne om naturen. Skolen har i forbindelse med tildelingen af det grønne flag udarbejdet en grøn vision, hvor de har planer om at få endnu flere elever med i Det Grønne Råd og få implementeret et årshjul på skolen, som rummer alle deres grønne initiativer. Det glæder jeg mig til at følge med i.
Juletræstænding i Vallensbæk
Vi er nu trådt ind i den søde julemåned. Det blev skudt i gang her i Vallensbæk med vores traditionsrige juletræstændinger i nord, syd og i midten af Vallensbæk. I Vallensbæk har vi hele tre juletræstændinger, hvilket er ret usædvanligt, når man sammenligner med andre kommuner. Det synes jeg siger meget om vores mindre kommune, som består af mange nære og engagerede fællesskaber, som lægger mange kræfter i at planlægge begivenheder, som samler vores borgere til nogle gode lokale oplevelser i deres nabolag. Jeg ønsker jer alle en rigtig dejlig december måned med tid til hyggelige og nærværende stunder med jeres nærmeste.