Pilehaveskolen får grønnere skolegård

Publiceret 24-08-2023

Når klokken ringer ud til frikvarter, skal elever i på Pilehaveskolen i højere grad træde ud i grønne og klimavenlige udearealer, end de gør nu.

Skolegårdene i Vallensbæk skal have en grøn makeover. Den første skole på listen er Pilehaveskolen. Her bliver skolegården grønnere med planter og træer, som skal skabe rum og give mulighed for læ, ophold og leg.

Bæredygtige løsninger

Tilblivelsen af de nye arealer skal ske i bæredygtighedens tegn. Derfor bliver de bede og blomsterkummer, som allerede er i skolegården, genanvendt og indtænkt på nye måder, ligesom den tidligere renovationsgård bliver til et nyt boldbur.

Allerede nu er der blevet etableret en delvist nedgravet affaldsløsning, som skal være med til at øge elever og medarbejderes bevidsthed om affaldssortering.

Alle er blevet hørt

Til at beslutte, hvordan den kommende skolegård skal se ud, er både elever, medarbejdere, skolebestyrelsen, skoleledelsen og driftspersonalet blevet inddraget, så områderne bliver så gode og brugbare, som muligt.

Hvis alt går efter planen, står Pilehaveskolens nye skolegård færdig i år.

Arbejdet med at opgradere og forskønne udearealerne kommer også til kommunens andre skoler men starter på Pilehaveskolen.