Grøn idrætsdag for institutionerne

Publiceret 28-08-2023

Alle børnene fra årgang 2018/2019 mødtes på Naturlegepladsen til årets fælles Idrætsdag.

Borgmester Henrik Rasmussen havde gaveposer med til hver institution.

De store børnehavebørn havde en fest i fredags, da der var Institutionernes Idrætsdag. Normalt foregår det i Idrætscentret, men på grund af byggeriet af den nye svømmehal og de mange maskiner på byggepladsen, var festen rykket ud i det grønne på Naturlegepladsen ved Golfbanen.

Og det var slet ikke så tosset, mente børnene, der sprang rundt på området for at prøve alle de mange stationer med aktiviteter.

En gruppe af børn løber med gule svampe mellem spande i den ene ende af en bane og hen til en spand i den anden ende.

Der var nemlig fart på, da børnene løb vandløb eller tog en tur på svævebanen. Til gengæld var der også koncentration, når børnene balancerede og klatrede på både legeredskaberne og i æbletræerne, eller testede finmotorikken med gulerodsskrælning. Alt imens børnene også lærte at være en del af et stort fællesskab på tværs af alle institutionerne.

Borgmester delte gaver ud

Borgmester Henrik Rasmussen og Katrine Buhl Møller, der er direktør Børn & Unge, Teknik og Miljø, besøgte legepladsen i børnenes frokostpause. Her kunne borgmesteren aflevere et net med gaver til hver institution for at gennemføre idrætsdagen. 

Gaverne til børnene lægger op til endnu mere bevægelse og motion udenfor, når de i denne uge vender tilbage til institutionerne.